0

Investor: Her er de tre bedste aktiekøb i 2013

Martin Lykke udpeger de tre aktier, han tror mest på i 2013.

MARTIN LYKKES BLOG OM INVESTERING

MARTIN LYKKE
  • Martin Lykke arbejder som aktierådgiver i virksomheden NPForex.com i London.
  • Herfra laver han aktieanalyse og rådigver om aktie- og valutainvesteringer.
  • Videobloggen er lavet på baggrund af Martin Lykkes personlige holdninger og er ikke udtryk for Jyllands-Postens holdninger og synspunkter.

Der er tre danske aktier, som man skal have i sin portefølje i 2013. Det er Novo Nordisk, DSV og Danske Bank.

Sådan lyder det fra investoren Martin Lykke fra NPforex.com i hans videoblog om aktieinvestering.

"De tre aktier er inden for hver sin sektor, hvilket er vigtigt for at sprede sin risiko," mener Martin Lykke.

Godt aktieår i vente

Generelt ser han dog mange gode investeringer i 2013.

"Markedet vil stige generelt i 2013, fordi centralbankerne har pumpet mange penge ud i systemet, og de penge skal placeres," lyder det fra Lykke, der tidligere har forudset en stigning i det danske C20-indeks på 20 procent i år.

Novo Nordisk

"Novo Nordisk er et utrolig veldrevet selskab, og selvom selskabets aktier er steget voldsomt, så står de godt rustet til 2013," vurderer Lykke.

Novo-aktien lå i kurs 916,50 ved indgangen til 2013.

DSV

"Transportkoncernen DSV er nu repræsenteret i over 70 lande. I DSV kan der forventes fortsat vækst og opkøb i af andre virksomheder i 2013 samt flere programmer, hvor selskabet køber egne aktier tilbage," forventer Lykke.

DSV lå i kurs 145,70 ved indgangen til 2013.

Danske Bank

Også Danske Bank har investoren et godt øje til.

"Danske Bank vil kunne nyde godt af øget økonomisk tillid globalt set, selvom aktien fortsat vil lide under, at Danmarks økonomi er i en recessionslignende tilstand," siger han.

Danske Bank-kursen lå på 95,65 ved indgangen til 2013.

En gambling

En man frisk på en risikabel investering, så mener Lykke at man skal kigge på Vestas.

"Jeg har i meget lang tid kritiseret Vestas, og aktien er faldet voldsomt, men lykkedes Vestas i 2013 med at indgå en strategisk aftale med f.eks.Mitsubishi, og finder man en dygtigere direktør end Ditlev Engel, så kan 2013 godt være året, hvor Vestas-aktien igen stiger - men aktien er kun for dem med et gambler-gen, for aktiekursen kan også igen blive halveret," siger Lykke.

Vestas-aktien lå i kurs 31,86 ved udgangen af 2012.

BRANCHENYT
Læs også