0

Så hurtigt fordufter dine penge i banken

På bare få år kan en almindelig opsparing falde 6.000 kr i værdi.

Hans Peter Christensen
  • Hans Peter Christensen er uvildig privatøkonomisk rådgiver og stifter af Uvildige.dk.
  • I serien "Din Økonomi" giver han råd og tips til at optimere din privatøkonomi inden for bl.a. budget, lån, skat, pension, opsparing og investeringer.
  • Har du spørgsmål eller emner, du mener, vi bør behandle i Din Økonomi, er du velkommen til at kontakte redaktionen.
  • SE ALLE AFSNIT AF DIN ØKONOMI - KLIK HER

Er man nervøs for at investere, er det måske bedst at tage det sikre tab på bankkontoen.

Hans Peter Christensen, Uvildige.dk

DIN ØKONOMI

Vil man spare penge op, kan det umiddelbart virke mest oplagt at sætte pengene på en konto i banken.

Det er nemt og bekvemt - men desværre også en rigtig dårlig forretning.

På bankkontoen mister pengene nemlig ofte stor værdi på kort tid, siger Hans Peter Christensen, uvildig privatøkonomisk rådgiver i Uvildige.dk.

Mister over 6.000 kr i købekraft

"Renten er lige nu meget lav, og sammen med inflationen betyder det, at din købekraft bliver udhulet år for år," siger Hans Peter Christensen.

Sætter man eksempelvis 100.000 kr ind på en indlånskonto til 1 pct i rente, vil skat og inflation på kort tid gøre store indhug i værdien.

Efter bare fem år vil pengene allerede have mistet 6.331 kr. i købekraft.

Høj rente giver også tab

"Hvis du i stedet binder pengene på en aftalekonto, vil du typisk kunne få 2,5 pct i rente. Så mister du dog stadig 1.453 kr i købekraft over fem år," siger Hans Peter Christensen.

Vil man bevare sin købekraft, skal pengene investeres - f.eks. gennem investeringsforeninger, siger privatøkonomen.

Får man over fem år et afkast på 4 pct på investeringen, vil de 100.000 kr blive 3.720 kr. mere værd.

Men der er forbehold:

Sikkert tab eller usikker gevinst

"Man ved jo ikke, hvad investeringerne vil give i afkast, og der er en risiko for, at man kan tabe penge," siger Hans Peter Christensen.

"Er man nervøs for det, er det måske bedst at tage det sikre tab på bankkontoen. Men personligt ville jeg hælde til at investere, hvis jeg ikke skulle bruge pengene de næste fem år," siger Hans Peter Christensen.

BRANCHENYT
Læs også