Stor stigning i antallet af konkurser

Fra november til december steg antallet af konkurser med 34 pct.

I december måtte 621 virksomheder se en konkurs i øjnene. Foto: Jens Dresling

Den positive udvikling fra oktober til november er drastisk ændret.

Antallet af konkurser i Danmark steg i december fra 435 i november til 582, når der korrigeres for sæsonudsving. Det svarer til en stigning på 34. pct.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der peger på, at den store stigning skal ses i lyset af usædvanligt mange konkurser uden registreret beskæftigelse.

Samtidig viser en opgørelse fra analysefirmaet NN Markedsdata i Aarhus, at antallet af nystartede virksomheder i samme periode er usædvanligt lavt.

Økonom: En markant stigning

"Det er naturligvis en kedelig nyhed, at antallet af konkurser er skudt i vejret i december. Selvfølgelig kan antallet svinge fra måned til måned, men denne stigning er markant," vurderer økomom Jens Nærvig Pedersen fra Danske Bank.

Omvendt mener han, at udviklingen over hele 2012 har været positiv.

"2012 bød på det laveste antal konkurser siden 2008.  Det er naturligvis positivt, at antallet af konkurser var lavere i fjor end i de foregående år, og 2013 kan meget vel byde endnu et fald i antallet af konkurser," siger Jens Nærvig Pedersen.

"Først og fremmest så er det store antal konkurser, vi hidtil har registreret under krisen, med til at ligge et loft antallet af konkurser nu. Dernæst er der udsigt til en anelse højere økonomisk vækst i år, hvilket også generelt bør hjælpe på virksomhedernes økonomi. Det er bl.a. værd at nævne, at danskerne i år har udsigt til fremgang i reallønnen efter skat  på grund af skattelettelser og afgiftslempelser. Det vil hjælpe på privatforbruget og dermed på omsætningsmulighederne for de virksomheder, der satser på hjemmemarkedet," uddyber han.

Lidt færre konkurser i 2012

I faktiske tal var der i december i følge Danmarks Statistik 621 konkurser, hvilket er 45 flere end i november, og 146 flere end i december sidste år.

For hele 2012 var der 5.456 konkurser i faktiske tal. Det er en anelse færre end året før, da der var 5.468 konkurser.

Færre beskæftigede ramt

Danmarks Statistik oplyser, at i december havde 79 pct. af de konkursramte virksomheder ingen registret beskæftigelse. Det er den højeste andel i nogen måned siden januar 2009. Godt en tredjedel af virksomhederne i december havde ikke nogen registreret omsætning.

De konkursramte virksomheder beskæftigede 800 personer. Det er det laveste tal siden januar 2009 og 26 pct. færre end i november.

De konkursramte virksomheder i hele 2012 havde 14.343 beskæftigede, mens det tilsvarende tal for 2011 var 16.979 beskæftigede.

Den konkursramte omsætning var 1,3 mia. kr. i december mod 1,6 mia. kr. i november.

Færre nye firmaer

Tal fra analysefirmaet NN Markedsdata i Aarhus viser, at antallet af nystartede firmaer i december har været usædvanligt lavt. Kun 2.020 firmaet blev stiftet, mens talllet i november var 5.595.

"Nogle gange ser man lukkede firmaer i et eller andet omfang modsvares af nye virksomheder. Men denne gang er tallene faktisk ekstra negativt. Faldet i antal nystiftede virksomheder fra november til december har været på 64 pct. I december 2011 blev der stiftet 4.400 virksomheder. Tallet for i år viser mere end en halvering," forklarer Ivan Christiansen, der er administrerende direktør for NN Markedsdata.

Han tilføjer, at tallet for december ofte ligger lavere end i de øvrige måneder.

"Mange venter ofte med at registrere det nye firma til januar. Men tallet for december 2012 er usædvanligt lavt," tilføjer Ivan Christiansen.

BRANCHENYT
Læs også