Dagens tilbud fra banken: 0 pct. i rente

Flere og flere får 0 pct. i rente på deres lønkonto. Find en bedre rente her.

Illustration: epn

Danskerne står nærmest i kø for at tabe på at have penge stående i banken. Det lave renteniveau betyder, at flere og flere banker har sænket renten til 0 på lønkonti.

"Vi kan konstatere, at flere banker har benyttet det lave renteniveau til at sænke renten helt til 0," siger partner og direktør i Mybanker, Morten Westergaard, til epn.dk.

Mybanker lever af at holde øje med bankernes rentesatser, og af Mybankers opgørelse over lønkonti fremgår det tydeligt, at både er de små og store banker, der ikke betaler rente.

39 banker

Danske Bank, Jyske Bank og Nordea er bl.a. kommet i selskab med Sparekassen Faaborg, Frøs Herreds Sparekasse og Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse. Ialt 39 banker betaler 0 pct. i rente for et indestående op til 20.000 kr., viser Mybankers opgørelse.

Det er muligt at få en lidt højere rente, og det er oplagt for dem, der har et pænt indestående på kontoen.

Morten Westergaard, Mybanker

Og dermed udhules værdien af de penge, man har stående, fordi priserne stiger ca. 2,5 pct. årligt. Men selv om det er umuligt at få en rente i dag, der matcher inflationen, så bør bankkunderne være aktive og sikre sig en lidt bedre rente. For det kan godt lade sig gøre uden at løbe den store risiko.

"Selv om man ikke får en særlig høj rente, så bør man være aktiv og begrænse tabet. Det er muligt at få en lidt højere rente, og det er oplagt for dem, der har et pænt indestående på kontoen," mener Morten Westergaard.

Binding i en måned

Hvis man er klar til at binde sine penge i en måned, kan man få en rente på 0,7 pct. Binder man dem i et år, er renten ca. 1,50 pct.

Hvis man vil have en bedre rente, er man nødt til at løbe en større risiko. Flere banker tilbyder en højere rente, hvis man køber et vist antal andelsbeviser eller aktier. Men dermed løber man en større risiko, for aktierne eller andelsbeviserne er intet værd, hvis banken går konkurs.

"Det var meget udbredt tidligere, men efter finanskrisen er flere banker gået væk fra den slags arrangementer," siger Morten Westergaard.

Hvis man vælger at binde sine penge i en længere periode og pludselig skal bruge dem, kan man hæve dem alligevel. Det betyder blot, at der modregnes i renten.

"For blot et år siden var renterne meget højere end i dag. Men selv om de er lave, er det værd at se sig godt for, så man ikke sætter alt for mange penge til ved at have dem stående," siger Morten Westergaard.

Rentesatser

Så meget kan du få i rente ved at binde pengene i en periode.

Bindings-

periode

Årlig rente

i pct.

1 måned 0,70
3 måneder 0,80
6 måneder 1,25
12 måneder 1,50

Kilde: Mybanker.dk

BRANCHENYT
Læs også