Rekordstor valutaindsejling trods krisen   

Trods stor overkapacitet af skibe på verdensmarkedet viser Danmarks Rederiforenings nøgletal pr. 1. januar 2013, at den samlede valutaindsejling i 2012 for den danske rederibranche bliver i omegnen af 195 mia. kroner.

Foto: Ben Wind

2012 har været blandt de værste nogensinde for skibsfarten, både i Danmark og globalt. Men der er alligevel grund til at se optimistisk på fremtiden, når man tager de danske rederiers briller på, mener Danmarks Rederiforening.

Trods stor overkapacitet af skibe på verdensmarkedet viser Danmarks Rederiforenings nøgletal pr. 1. januar 2013, at den samlede valutaindsejling i 2012 for den danske rederibranche bliver i omegnen af 195 mia. kr. Tallet vil dermed være på linje med eller overgå det hidtidige rekordår 2008 som det største i dansk skibsfarts historie og understreger branchens position som den største enkeltbidragsyder til den danske betalingsbalance.

Væksten skyldes ikke mindst rederiernes stigende engagement i form af indchartrede skibe som supplement til deres egne.

"At nå rekordhøj valutaindsejling i en global krisetid som denne er imponerende. Danske rederier har også mange udfordringer i disse år, men vi er blevet på banen og er som gammel søfartsnation klar til også at håndtere svære tider," siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen ifølge foreningens hjemmeside.

Jan Fritz Hansen håber og tror, at 2013 kan blive på linje med eller endda overgå 2012, hvad angår valutaindsejling.

Den danske handelsflåde har også oplevet en nettotilvækst på 18 skibe i 2012. Væksten skyldes ikke mindst leveringer af nybyggede specialskibe til offshore-industrien. Men også danske rederiers fortsatte køb og indflagning af udenlandske skibe i DIS (Dansk Internationalt Skibsregister) har bidraget væsentligt.

Danmark er verdens fjerdestørste søfartsnation 

Danske redere kan hente milliarder på EU-Japan aftale  

BRANCHENYT
Læs også