Hvad er der galt med polske varer?

Ambassadør håber, at danskerne vil smage polske varer uden bismag af fordomme.

Netto har ændret holdning til de polske varer efter kritik fra kunderne.  FOLKVER PER

De seneste dages diskussion om udsigten til flere polske varer på hylderne i Netto indeholder flere "misforståede og fejlagtige kommentarer" om polske fødevarer og deres sikkerhed.

Sådan lyder udmeldingen fra Polens ambassadør i Danmark, Rafal Wisniewski.

"Polsk fødevareproduktion lever op til præcis de samme strenge krav og standarder som i Danmark, Tyskland, Storbritannien og Italien. Der kan, som for alle andre landes vedkommende, nævnes nogle få eksempler på overtrædelse af de gældende regler, men det ændrer ikke på det faktum, at polske fødevarer i de seneste år har oplevet et sandt eksportboom til nogle af EU’s mest krævende markeder," skriver Rafal Wisniewski i en pressemeddelelse.

Jeg håber også, at danskerne får endnu større mulighed for at smage polske fødevarer her i Danmark – uden en bismag af bekymring og negative fordomme.

Rafa Wisniewski, Polens ambassadør i Danmark

Netto ændrede mening

Ambassadørens udmelding kommer, efter Nettos direktør, Claus Juel-Jensen, i går fortalte Berlingske, at kæden ville satse mere på udenlandske leverandører - heriblandt de polske.

Det fik flere kunder til at udtrykke deres utilfredshed bl.a. på Nettos Facebook-side, hvorefter kæden ændrede holdning til de polske varer.

"Hvis du spørger mig, om jeg er blevet klogere, så vil jeg sige, at det er jeg. Reaktionen har været mere markant end forventet, og den er altså en kæmpe fordel for de danske producenter," siger direktøren i dag i en ny artikel til Berlingske.

Fordomme

Hos fødevarekoncernen Tican, der siden 2005 har produceret forarbejdede pølse- og pålægsprodukter i Polen, kan man heller ikke forstå reaktionen mod de polske varer.

Direktør Ove Thejls fortæller, at 40-50 pct. af de ca. 300 tons forarbejdede kødprodukter, der hver uge produceres i Polen, havner i de danske supermarkeder.

"Jeg tror, at nogle mennesker har den holdning, at Polen er et gammelt østeuropæisk land, som ikke er udviklet sammen med Vesteuropa. Det er udtryk for manglende kendskab til det polske marked og de forhold, der er i Polen," siger han.

Fortænkt debat

Pressechef i Dansk Supermarked, Mads Hvitved Grand, vil ikke udtale sig, om hvorvidt der findes en fordom over for polske varer i Danmark.

Dog mener han, at de seneste dages debat har været forenklet.

"Debatten er efter min opfattelse ikke rettet mod nogle konkrete polske varer, så på den måde har den været lidt fortænkt eller abstrakt," siger han.

Bekymring og bismag

At debatten om Nettos polske varer har ramt ved siden af, er ambassadør Rafal Wisniewski enig i.

Han mener, at det er synd, hvis danskerne lader sig afskrække fra at prøve de polske specialiteter.

"Jeg håber også, at danskerne får endnu større mulighed for at smage polske fødevarer her i Danmark – uden en bismag af bekymring og negative fordomme," skriver Rafal Wisniewski.

Hvad mener du om muligheden for flere polske varer på hylderne?

Har debatten været misforstået eller fejlagtig?

Læs også