Nu kommer bilen, FDM advarede imod

Dacia Lodgy er især interessant for bilkøbere, der er i markedet efter en brugt bil, mener Renault

Dacia Lodgy tilbydes i udgaver med 5 og 7 sæder. Foto: Renault

FDM var langt fra at være imponeret over sikkerheden i storfamiliebilen Dacia Lodgy.

"Mærket er endnu ikke i Danmark, og det skal vi bare være glade for," lød den hårde dom fra den danske bilistorganisation Forenede Danske Motorejere efter crashtesten hos Euro NCAP.

SE OGSÅ Se video fra crashtesten af Dacia Lodgy

Hos forhandlerne i april

Men nu kommer bilen til Danmark til priser, der begynder ved 129.990 kr. Det er Renault Danmark, der introducerer bilen på det danske marked. Bilen vil være ude ved 26 Renault-forhandlere fra 6. april.

Dacia Lodgy er en såkaldt MPV med op til syv sæder. I en pressemeddelelse slår Renault bl.a. på, at der ydes tre års garanti til priser, der matcher prisen på brugte biler.

”Dacia, der ejes 100 pct.. af Renault, har været en kæmpesucces i hele Europa,. Vi har længe ønsket mærket til Danmark. Men vi har ventet på, at bilen kunne leveres med økonomiske motorer og det optimale sikkerhedsudstyr, som blandt andet indeholder antiskridsystemet ESC. Det kan bilerne nu, samtidig med,at vi har været i stand til at forhandle nogle meget attraktive priser hjem," forklarer Henrik Bang, der er direktør i Renault Danmark.

Flere modeller følger efter

Senere på året følger Dacia-modellerne Sandero, Logan MCV og Duster. Den første er lidt større end Renault Clio, mens den sidste er en firehjulstrækker. Modellerne leveres med motorer, der kendes fra Renault-programmet.

Lodgy introduceres til en pris fra 129.990 kr. for en udgave med fem sæder, mens billigste udgave med syv sæder vil koste 149.990 kr. Her er der tale om benzinudgaver med 82 hk. De tilsvarende dieselmodeller koster 154.990 og 164.990 kr.

Sammenlign med en brugt

Renault erkender, at Lodgy-modellen fik hård kritik for sine kun tre stjerner i crashtesten. Men ifølge Renault-direktøren bør Daciaen sammenlignes med en brugt bil.

"Dacia Lodgy er især interessant for bilkøbere, der er i markedet efter en brugt bil. Sammenligner man Dacias sikkerhed med de brugte biler i samme kategori og til samme pris som brugt, er bilkøberne bedre stillet ved at købe en Dacia.

Ikke alene er crashsikkerheden den samme som i en brugt tilsvarende bil. Men dertil kan man lægge sikkerheden ved at have en ny bil, der har tre års fabriksgaranti," siger Henrik Bang.

Valuta for pengene

Han henviser også til, at udenlandske undersøgelser har giver mærket biler pæne karakterer for pålidelighed.

"Det er værd at bemærke, at Dacia ifølge det franske forbrugerråd, der i marts 2011 udgav en rapport over pålideligheden i 32 forskellige biler, kom foran Toyota, og i Tyskland blev Dacia i 2010 nummer to efter Audi i den tyske udgave af JD Powers kundetilfredshedsanalyse. Så er vi overbeviste om, at kunderne får fuld valuta for pengene, og Dacia Lodgy er en sikker bil," forklarer Henrik Bang.

Andre biler med tre stjerner

Han henviser også til, at Dacia Lodgy ikke er den eneste bil på markedet med kun tre stjerner.

"Nogle af de bedst sælgende biler på det danske marked, Toyota Aygo, Citroen C1 og Peugeot 107 er også netop blevet testet til tre stjerner, og det er væsentligt mindre biler, siger Henrik Bang.

"De, der køber en Dacia, er typisk familier, der ville kigge efter en brugt bil, men som pludselig kan få en ny til samme pris. Så vi glæder os vanvittigt til at introducere Dacia hos vores forhandlere," tilføjer han.

Læs også