Coca-Cola: Drik 140 glade kalorier

Annoncekampagne, der forholder sig til fedmeproblemet i USA, møder hård kritik.

Foto: AP/Coca-Cola

Los Angeles

Coca-Cola har i over 100 år spillet en fremtrædende rolle i amerikansk populærkultur med skelsættende og populære reklamekampagner.

Koncernen lagde 1930’erne i reklamesammenhæng grunden til den standardiserede udgave af julemanden, som vi kender i dag, mens de berømte dråber i dag præsenteres med et "happiness-tema" og en ikonisk isbjørn som frontfigur.

Fedmeproblem i fokus

I 1960’erne lancerede læskedrikkoncernen med hovedsæde i Atlanta, Georgia endda den sukkerholdige drik som et sundt produkt med følgende parole:

”Der er ingen bekymringer med taljen med en Coke.”

De fleste sundhedseksperter har skudt den påstand ned adskillige gange, men nu har Coca-Cola tilsyneladende bragt sig tilbage i søgelyset med en annoncekampagne, der forholder sig til fedmeproblematikken i USA.

Flere længere Coca-Cola-reklamer på to minutter har premiere på amerikansk tv i disse dage, og i den første annonce fremfører koncernen blandt andet, at den aktivt er med til at bekæmpe det amerikanske fedmeproblem.

Reaktion på kritik

I en anden reklame, som har premiere onsdag, vil koncernen endvidere henvise til, at mange af produkterne maksimalt indeholder ”140 glade kalorier”.

Det sker under mottoet ”Be OK”.

Den nye strategi omfatter også promoveringen af en række træningsprogrammer, så forbrugerne hurtigt kan forbrænde de pågældende kalorier:

”Reklamen vil opfordre folk til at have det sjovt, når de forbrænder kalorierne,” hedder det i en pressemeddelelse.

Iagttagere ser fremstødet som en koncernens reaktion på den seneste tids angreb og kritik mod sodavandsprodukter i almindelighed.

Lightprodukter i fokus

Et voksende antal skoler forbyder i disse år salg af sodavandsprodukter, mens New York vil forbyde salg af sodavand og andre sukkerholdige drikke, der er over 16 ounce, eller hvad der svarer til ca. en halv liter.

Det sker med henvisning til, at den gennemsnitlige amerikaner årligt konsumerer 170 liter sodavand, og at de sukkerholdige drikke ifølge flere forskere markant øger udsatte menneskers risiko for at blive overvægtige og få type-2-diabetes.

Coca-Cola, som med koncernens beslægtede sodavandsmærker og licenstagere dækker halvdelen af verdens forbrug af læskedrikke, forsvarer sig i de nye annoncer med, at der er udviklet et hav af lightprodukter med færre eller ingen kalorier.

”Ud af 650 varetyper tilbyder vi nu 180 lav- og nulkalorieprodukter,” hedder det i reklamen med titlen ”Coming Together”.

Eksperter: "Tomme kalorier"

Sundhedseksperter og diverse kritikere langer dog ud efter Coca-Cola, fordi mange af produkterne ikke indeholder ”ordinære” kalorier, men snarere ”tomme” kalorier.

Og flere produkter alarmerer angiveligt ikke kroppen om, hvornår den har fået nok, lyder meldingen:

”Med sodavand drikker vi kalorier og forbruger herefter fødevarer på toppen af disse kalorier. Når kroppen fortærer en bøf eller asparges, så registrerer den de forbrugte kalorier, og den vil så nedsætte kalorieindtaget for den resterende del af dagen. Det samme sker ikke med sodavand,” siger Michael Jacobsen, chef for den sundhedsfaglige tænketank Center for Science in Public Interest (CSPI), til ABC News.

Coca-Cola og annoncekampagnen er i det hele taget blevet genstand for en ophedet debat i flere nationale medier.

Andre bakker op

Coca Cola ønsker ifølge ABC News ikke at kommentere kritikken, men henviser i stedet til andre eksperter, der roser strategien.

En af dem er Russel Pate, professor ved Arnold School of Public Health, som er tilknyttet University of South Carolina.

Han siger til tv-stationen, at koncernens tiltag bør støttes, så flere forbedringer kan fremmes.

Han påpeger endvidere, at den største årsag til fedmeproblemet i USA er den "faldende fysiske aktivitet i løbet af de seneste årtier."

BRANCHENYT
Læs også