Alarmen er gået i landets tøjbutikker

Der står særdeles skidt til i landets tøjbutikker, viser ny analyse.

Den aktuelle lavkonjunktur har fået mange danskere til at sænke forbruget af tøj. I et forsøg på at få kunderne tilbage lokker butikkerne med lavere priser. Foto: Søren Schnoor Den aktuelle lavkonjunktur har fået mange danskere til at sænke forbruget af tøj. I et forsøg på at få kunderne tilbage lokker butikkerne med lavere priser. Foto: Lars Hansen

Landets tøjbutikker er i stort omfang i gang med at blive klædt af til skindet.

Hvis ikke indehaverne af butikkerne allerede har opdaget det, så får de syn for sagen i en ny analyse fra revisionsselskabet Deloitte.

Den er barsk læsning og sætter i den grad en streg under, at de fede tider er forbi. Analysen, der omfatter 542 af landets tøjbutikker, viser således, at halvdelen kører med underskud, at hver tredje er i umiddelbar konkursfare, og at kun lidt over en tredjedel har haft overskud gennem de seneste tre år.

Modeanalysen 2013

Hovedtrækkene i Deloittes modeanalyse, der er baseret på undersøgelser af 542 virksomheder, som sælger tøj til forbrugerne via fysiske butikker, postordre og internet:

  • Hver anden tøjbutik kom ud af sidste år med et underskud. Det er en stigning på 10 pct.
  • Under en tredjedel har haft overskud gennem de seneste tre år.
  • Selskaberne tjener generelt mindre på det, de sælger. Overskudsgraden er halveret fra lidt over 4 pct. sidste år til 2 pct. i år.
  • Det gennemsnitlige afkast af den investerede kapital er faldet fra 10 pct. i 2010 til fem pct. året efter.
  • De er ikke velpolstrede. Kun knap en fjerdedel af virksomhederne har en soliditet på over 15 pct.
  • Tøjbutikkerne tjener i gennemsnit 25.000 kr. pr. ansat pr. år - det svarer til en halvering siden året før.

Kilde: Deloitte

"Tøjbutikkerne har det ekstremt hårdt i øjeblikket. Branchen er præget af stor konkurrence, og det gør det svært at tjene penge," siger senior manager i Deloitte Morten Gade Steinmetz til epn.dk.

Teknologien tynger

Han peger på, at salget af tøj på internettet og et voksende outlet-salg har været medvirkende til at presse priserne og dermed avancen i tøjbutikkerne, der tjente så lidt som 25.000 kr. pr. ansat i 2011, hvor de nyeste tal er fra.

Det svarer næsten til en halvering siden det foregående år. Men også udbredelsen af smartphones har gjort det svært, fordi kunderne, allerede mens de står i butikken, kan undersøge, om prisen på en vare findes billigere på internettet.

Færre butikker

Samtidig har den aktuelle lavkonjunktur fået mange danskere til at sænke forbruget af penge på tøj, vurderer Morten Gade Steinmetz, og da detailbutikkerne er svagt polstrede rent økonomisk (kun en fjerdedel har en soliditet på mere end 15 pct.), så vil den aktuelle krise få konsekvenser.

"På længere sigt betyder det, at der vil være færre detailbutikker, og de der overlever, er de butikker, hvor man får en oplevelse med. Altså hvor det ikke kun handler om tøj, men hvor man måske også bliver mødt af en juicebar eller en kaffebar. Man kommer ind og får en oplevelse, og så har butikken dygtige ansatte, der er gode til at få overbevist kunderne om, at de skal bruge penge," forklarer Morten Gade Steinmetz.

Svært for de mindste

Han hæfter sig samtidig ved, at det er de store konceptbutikker fra eksempelvis Bestseller, der skyder op og klarer sig godt i disse år. Omvendt har den lille tøjbutik typisk med importtøj det svært. Deloittes analyse viser således, at 38 pct. af virksomhederne med 0-3 ansatte er i fare for at kollapse, men det tilsvarende tal for virksomheder med 26-50 eller 51-100 ansatte er 18 pct.

Det billede ændrer sig næppe, vurderer han.

"Succesen af de fysiske butikker afhænger naturligt af antal kunder i butikken og mængden af varer, de køber. Forbrugerne vil have en oplevelse uden at bevæge sig for langt, så kun de bedste placeringer og de gode koncepter tiltrækker forbrugerne. Kun de største i branchen har ressourcerne til dette, hvilket kan være en del af forklaringerne," siger senior manageren.

Forbrugerne vinder

Mens den barske konkurrence er skidt for detailbranchen, så er den til gengæld god for forbrugerne.

"Vi kan mærke det som forbrugere ved, at der er flere lagersalg og outlets, hvor vi kan købe til nedsætte priser. Vi kan også mærke, at butikkerne konkurrerer hårdere på priserne, så selv julesalget foregik til nedsatte priser. Så vi bliver som forbrugere i højere grad forkælet," forklarer Morten Gade Steinmetz.

BRANCHENYT
Læs også