Olieprisen ned

Næsten 10 dollars under rekorden

ENERGI Olieprisen fortsatte i går sin støt faldende kurs, efter at OPEC's præsident havde erklæret, at han ikke ser noget behov for at begrænse produktionen, ligesom produktionen på fem af olieselskabet Totals raffinaderier i Frankrig kom i gang igen mandag efter en arbejdsnedlæggelse. Prisen på let amerikansk råolie til levering i juli faldt 17 cent til 48,48 dollars pr. tønde (tdr.), mens Brentolien i London gik tre cent tilbage til 48 dollars pr. tdr. Udviklingen har i de seneste to uger kappet 7 pct. af priserne, og olien ligger nu næsten 10 dollars under det rekordhøje niveau fra begyndelsen af april. OPEC's præsident, sheik Ahmad al-Fahd al-Sabah, erklærede fredag, at organisationen gerne ser priserne bevæge sig ned i et leje på 40-45 dollars pr. tdr., og derfor ser man ikke noget behov for at sænke produktionen i forbindelse med det kommende møde 15. juni. Reuters

Læs også
Top job