To-tre skridt frem og et halvt tilbage

De sidste kommaer er flyttet.

Blækket er blevet tørt. ASEAN har fået om ikke en grundlov så i hvert fald sin første traktat med juridiske forpligtelser og sanktionsmuligheder i forhold til medlemmerne.

Underskrivelsen skete på 40 års jubilæumsmødet i Singapore, som de sidste embedsmænd og ministre forlader i dag efter at have afsluttet de sidste forhandlinger i korridorerne. ASEAN (Association of South-east Asian Nations) er ikke kun et forum for de store armbevægelser og bevingede ord. På de jævnlige møder foregår også mere konkrete og resultatorienterede drøftelser.

ASEAN blev stiftet i 1967 som et bolværk mod kommunismen. Dengang var der fem nationer. I dag er det overvejende en økonomisk samarbejdsorganisation bestående af 10 stærkt fragmenterede markeder: Brunei, Cambodja, Filippinerne, Indonesien, Laos, Malaysia, Myanmar, Singapore, Thailand og Vietnam.

***

Men der er også et større billede. Et forum der kaldes ASEAN +3 og et andet kaldet ASEAN + 6. Plusserne gælder henholdsvis Japan, Kina og Sydkorea tilsat Australien, Indien og New Zealand. I Asiens politiske virkelighed er ASEAN det neutrale forum, hvor de store drenge kan mødes og snakke sammen uden at tabe ansigt. Det var f. eks. i den sammenhæng, Kina og Japan holdt forbindelserne åbne under det nedkølede forhold, mens Junichiro Koizumi styrede Japan.

ASEAN er således et centralt omdrejningspunkt for de rammer, der kommer til at definere den økonomiske udvikling i Asien. Ambitionerne er at skabe et frit indre marked inden for handel, service og investeringer seneste i 2015.

Samtidig bliver ASEAN med 75 mio. flere indbyggere end EU katalysator for de frihandelsaftaler, der kan skabe verdens største frihandelsområde inden for det næste årti. Lykkes det at få Kina, Indien og Japan med på vognen, får verden en dynamisk økonomisk region med tre milliarder mennesker. Det vil ændre de økonomiske balancer i verden radikalt.

Som gruppe betragtet er ASEAN den tredjestørste økonomi i Asien efter Japan og Kina. Ingen skal forvente større politiske forandringer, med mindre de er til gavn for fortsat økonomisk fremgang. En helt fundamental forudsætning for fællesskabet er, at man ikke blander sig i de andre nationers indre forhold. Traktaten medfører, at man kan gøre medlemslande ansvarlige for ikke at overholde økonomiske spilleregler. Men der er vandtætte skotter imellem den økonomiske ansvarlighed og den politiske situation på hjemmefronten.

***

I sin 40-årige levetid har ASEAN altid haft et problem med den massive forskel mellem medlemmerne. På alle områder. Her kan man finde Indonesien med 235 millioner indbyggere og Brunei med 350.000. Der er udviklede lande som Singapore og udviklingslande som Myanmar og Cambodja. Der er delvise demokratier som Malaysia og kommunistiske højborge som Laos. Der et det buddhistiske Thailand, islamiske Brunei og kristne Filippinerne. Modsætningerne er lette at få øje på. Det har altid været organisationens livsnerve at undgå konfrontationer og arbejde ud fra konsensus i erkendelse af, at der var muligheder nok for at smadre porcelænet. Den enorme spændvidde har været problematisk for fremdriften, fordi det overordnede mål har været, at alle skulle føle sig komfortable i organisationen. Som en kommentator noterer: »Det har altid været et skridt frem og et halvt tilbage. Med den nye traktat er der alle muligheder for, at det bliver to eller tre skridt frem for hvert halve skridt tilbage.«

Set i asiatisk perspektiv vil det være en revolution - en revolution som fundamentalt vil ændre de globale handelsveje og pengestrømme.




Læs også