De to største kommercielle radiostationer bryder loven

Kina betaler for udsendelser på The Voice og Nova FM.

Foto: Peter Hove Olesen

Når nogle af Danmarks mest populære radiokanaler, The Voice og NOVA FM, bringer udsendelser, de har modtaget betaling for, uden at fortælle deres lyttere, at der er tale om sponsering, bryder de loven. Så klar er meldingen fra en række jurister, skriver Information.

»Det er hævet over en hver tvivl, at SBS Media overtræder loven. De har modtaget penge til finansiering af deres udgifter i forbindelse med programmet. Det er en sponsering, og sponseringer skal offentliggøres før eller efter programmet,« siger Søren Sandfeld Jakobsen, professor i medieret ved Copenhagen Business School, til Information.

Kina betaler for udsendelse

Han bakkes op af mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen, som kalder det en »klokkeklar overtrædelse« af radio- og tv-loven.

»SBS Media har modtaget betaling for programmet, dermed er der tale om sponsering, og derfor er kravet i radio- og tv-loven ikke overholdt.«

 Det drejer sig om programmet 'Kina Ekspressen', der i fire år er blevet bragt hver søndag, og som oplyser om kinesisk kultur.

Som Information onsdag beskrev, bliver det produceret af en finskbaseret medieorganisation, som kontrolleres af den statsejede kinesiske radiostation China Radio International, og som betaler SBS Media penge for at bringe det.

BRANCHENYT
Læs også