Frygt: 2013 bliver et grimt boligår

Finanshuset Standard & Poor’s er ikke optimister, når talen falder på det europæiske boligmarked.

Foto: Michel Euler/AP

I en ny rapport fra S&P fremgår det, at Europas boligmarked går endnu et trist år i møde, og der er heller ikke umiddelbar udsigt til forbedringer i 2014. Markant forværring i Holland og Frankrig ventes at have udspillet sig i 2012, og 2013 bliver også grim. Oven i hatten kæmper Spanien fortsat med faldende priser, og S&P kan endnu ikke se en bedring i horisonten.

- Nedturen på det hollandske og franske boligmarked ser ud til at accelerere. Vi forudser et nominelt prisfald på næsten 6 pct. og 5 pct. i år og næste år, i takt med at arbejdsløsheden stiger, lønningerne falder, mens yderligere eventuelle sparetiltag skræmmer køberne væk, vurderer S&P’s Europaøkonom Michael Six, ifølge den britiske avis The Telegraph.

Spansk tilpasning på vej

Det franske boligmarked har ellers været en bastion for stabile priser gennem det meste af krise, skriver The Telegraph, men det ser ud til at være slut, hvis S&P’s prognose holder vand.

I Spanien går det også fortsat nedad, og S&P estimerer, at de nominelle spanske huspriser er dykket solide 9,5 pct. i 2012, og at faldet vil blive på 7,8 pct. i 2013 og 6 pct. i 2014.

- Der er ikke umiddelbart nogen bedring i sigte for det spanske boligmarked, og markedet er præget af overudbud. Den gode nyhed er dog, at nye boligopførelse i Spanien i 2012 faldt til beskedne 70.000 fra toppen på 760.000 i 2006, hvilket tyder på, at tilpasningsfasen er undervejs, lyder det fra S&P’s Micahel Six ifølge The Telegraph.

Tyskland er eneste rigtig lyspunkt hos S&P, der venter at priserne er blevet løftet 8,6 pct. i 2012 og det forudses at boligpriserne vil stige 3 pct. i både 2013 og 2014.

BRANCHENYT
Læs også