Helikopterlandinger er sikker gevinst for Skat

Hver gang offshoremedarbejdere vender hjem fra Nordsøen kan Skat indkassere op til 20.000 kr.

Foto: Colourbox

35.000 gange hvert år træder en passager ud af en helikopter i Esbjerg Lufthavn efter at have været på arbejde på Nordsøen.

Ude på boreplatformen har personen kunnet købe toldfri cigaretter. Men fra første januar var det slut for alle Mærsk-ansatte.

- Det har vi valgt at gøre, fordi vi vil bidrage til, at vores medarbejdere har et godt helbred, fortæller Kis Søgaard fra Mærsk Olie og Gas i Esbjerg til DR Syd og afviser, at Mærsk har stoppet salget af cigaretter på grund af indsmugling.

Ifølge oplysninger fra Skats smuglerikontrol bliver der, når tolderne står klar i Esbjerg Lufthavn, betalt toldafgifter på mellem 10.000 og 20.000 kroner, hver gang en helikopter lander med offshore-medarbejdere.

- Vi oplever, at vores ansatte har taget cigaretter med hjem, og når de så ankommer til lufthavnen, har de betalt afgift til tolderne, siger Kis Søgaard.

Kommer ikke af sige selv

Skat er dog ikke tilstede ved alle landinger fra Nordsøen. Og der bliver stort set aldrig rapporteret om indførsel af cigaretter af frivillighedens vej. Derfor går Skat ud fra, at der bliver smuglet cigaretter i stor stil, når lufthavnen er uden kontrol.

Det bekræftes da også af kilder, der arbejder på Nordsøen. Til DR Syd siger de, at smugleriet har stået på i lang tid.

Det er kun Mærsk, der har stoppet salget af cigaretter. Hos Dong og Hess kan medarbejderne stadig få sig en banderolefri smøg.

BRANCHENYT
Læs også