Millionbøde til dansk designikon

Georg Jensen accepterer bøde for at diktere mindstepriser hos forhandlere.

Georg Jensen A/S har betalt en bøde på 1 mio. kr. for at have overtrådt konkurrencelovens forbud mod bindende videresalgspriser.  Foto: Mik Eskestad

Det har kostet den danske designvirksomhed Georg Jensen dyrt, at sælgere hos selskabet i en periode på flere år har forlangt, at forhandlere af selskabets produkter har benyttet Georg Jensens vejledende priser som mindstepriser ved videresalg til forbrugerne.

Det er forbudt, og derfor har designvirksomheden nu accepteret en bøde på 1 mio. kr. Bødestørrelsen er blandt andet et udslag af overtrædelsens varighed på minimum to år samt selskabets omsætning, der i 2011 lød på 914 mio. kr.

Georg Jensen

Det er en af de mere hæderkronede danske virksomheder, der fredag må offentliggøre, at man har betalt en millionbøde for at sætte ulovlige priser.

Her er et snapshot af den mere end 100 gamle virksomhed Georg Jensen:

  • Stiftet i 1904 af sølvsmed, skulptør og designer Georg Jensen.
  • Blev hurtigt kendetegnet af godt håndværk og enestående kvalitet.
  • Selskabets vision er at tilbyde dansk luksus-livsstil til den designbevidste forbruger.
  • Virksomheden har fem typer af produkter: smykker, ure, livsstilsting, sølv og sæsonprodukter.
  • Produktion i Danmark, Kina og Thailand - samt urproduktion lagt ud til leverandører i Schweiz.
  • Virksomheden blev sidste år solgt fra kapitalfonden Axcel til investorselskabet Investcorp for 800 millioner kroner.
  • Den nye ejer vil især styrke salget i Asien.
  • Georg Jensen omsætter for ca. 900 millioner kroner og har omkring 1200 ansatte.

Kilde: Ritzau

"Bindende videresalgspriser er skadelige for samfundet. De hindrer forhandlerne i at konkurrere på priser. Og forbrugerne oplever, at varen koster det samme alle steder, nemlig for meget," siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing.

Formildende

Det var Georg Jensens ledelse, der opdagede lovovertrædelsen og henvendte sig til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (bagmandspolitiet) og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der sammen har behandlet sagen. Det skete dog efter, at selskabets salgsmetoder var blevet afsløret i et tv-program i november 2012.

"Ved at samarbejde om sagen har Georg Jensen sparet sig selv og myndighederne for en ressourcekrævende proces. Det sætter jeg pris på, men det ændrer ikke ved, at Georg Jensen ulovligt har krævet, at de vejledende priser skulle være mindstepriser," siger Agnete Gersing.

Afgørende med tillid

Selskabet lover, at man vil forsøge at undgå, at priserne bliver dikteret på den måde en anden gang.

"For Georg Jensen er det afgørende, at kunderne har tillid til virksomheden og vores forretningsførelse. Vi tager det fulde ansvar for, hvad der er sket, da vi ikke har været gode nok til at formidle vores prispolitik til sælgerne," lyder det i en pressemeddelelse.

Kapitalfonden Axcel solgte i november sidste år Georg Jensen til Bahrain-selskabet Investcorp. Købsprisen blev oplyst til at være 140 mio. dollar (ca. 813 mio. kr.).

Læs bødeforlægget her.

BRANCHENYT
Læs også