Miljøekspert: Plastølflaske er ulovlig

Ekspert i EU-miljøret undrer sig over, at Miljøstyrelsen har kunnet godkende den ny Carlsberg-flaske. Han indrømmer dog, at EU-direktivet er rodet.



Stormvejret omkring Carlsbergs nye PEN ølflaske vil ikke løje af. Nu rejser en af landets førende eksperter i EU-miljøret, dr. jur. Peter Pagh fra Københavns Universitet, tvivl om, hvorvidt flaskerne overhovedet er lovlige.

Foto: Eva Hartvig
Peter Pagh undrer sig over, at Miljøstyrelsen overhovedet har kunnet godkende den nye flaske. Flasken rummer nemlig 38 cl. og kan dermed meget vel være i strid med et EU-direktiv fra 1975, som sætter standarder for "volumenstørrelser for visse færdigpakkede væsker", mener han.

Størrelsen

Direktivet nævner øl i størrelsen 0,25, 0,33, 0,50, 0,75, 1, 2, 3, 4 og 5 liter som endeligt godkendt. Men altså ikke de 0,38 liter som Carlsbergs nye flaske indeholder. Direktivet blev udsendt bl.a. for at gøre det let for forbrugerne at gennemskue markedet og sammenligne priser.

Miljøstyrelsen vil ikke tage stilling til kritikken. Direktivet administreres nemlig af Erhvervsfremmestyrelsen, som gav Miljøstyrelsen sin fortolkning af det for halvandet år siden: At direktivet udelukkende angiver bindende regler for vin, mens reglerne for øller kun er vejledende.

Den fortolkning fastholder Erhvervsfremmestyrelsen i dag:

»Reglerne i direktivet finder kun anvendelse, hvis Carlsberg vil have flaskerne E-mærket for umiddelbart at kunne sælge dem i alle EU-lande,« siger Bjarne Bang Christensen fra Erhvervsfremmestyrelsen.

Den samme fortolkning er Carlsbergs egne jurister nået frem til. Carlsberg henviser desuden til, at myndighederne i flere EU-lande har godkendt ølflasker i helt andre størrelser end dem, der nævnes i direktivet. F.eks. står der i den hollandske ølforordning fra 1997, at øl kun må sælges i indpakninger med 25, 30, 33, 35, 45, 50 og 75 cl. samt i 1, 1,5 og 2 liter.

Uklart formuleret

Peter Pagh erkender, at direktivet er uklart formuleret, ikke mindst fordi det er blevet ændret fem gange siden 1975, og at en del af det kan læses, som Erhvervsfremmestyrelsen og Carlsberg har gjort det.

»Det er dog ikke rigtigt, at reglerne i direktivet med senere ændringer kun finder anvendelse, når emballagen skal påføres et E-mærke. En af de grundlæggende og klare formuleringer i direktivet blev fjernet i 1985, men Erhvervsfremmestyrelsens udlægning af teksten passer kun, hvis man indfortolker noget, som reelt ikke står i teksten,« siger Pagh.

»Dertil kommer, at direktivets undtagelsesbestemmelser for f.eks. flaskestørrelser til toldfrit salg samt irsk og engelsk whisky kun giver mening, hvis der er en hovedregel om bindende volumenstørrelser. Hvorfor skulle man lave undtagelsesbestemmelser, hvis der alligevel var frit slag for alle? Direktivet er rodet konstrueret, og jeg vil ikke udelukke, at der kan være tvivl om dets virkning. Men jeg kan kun se én fortolkning, som passer til alle artiklerne i direktivet. Og den indebærer, at reglerne om ølflasker er bindende - og at Carlsbergs nye flaske ikke overholder dem,« siger Peter Pagh.

..

BRANCHENYT
Læs også