Køkkenudstyr på rekordkurs

REGNSKAB Bent Brandt A/S, Egå, sætter ny økonomisk rekord. Selskabet øgede i regnskabsåret 2003/04 omsætningen med knap 10 mio. kr. til 269 mio. kr. samt forbedrede resultatet til 11,8 mio. kr. mod 9,4 mio. kr. Resultatet er således det bedste i selskabets historie, og det er bedre end forventet.

Selskabet beskæftiger 104 medarbejdere og har en egenkapital på knap 80 mio. kr. Bent Brandt sælger køkkenudstyr til restauranter, hoteller, kantiner, hospitaler og plejehjem og er landets største inden for sit område.

Virksomheden blev stiftet for 34 år siden af Bent Brandt og drives nu videre af sønnerne Mikael og Kristian Brandt med grundlæggeren som bestyrelsesformand. Væksten forventes at fortsætte, og derfor er det familieejede selskab gået i gang med at bygge nye kontor- og lagerlokaler i Lisbjerg Erhvervspark. Flytningen ventes at ske i løbet af sommeren 2005. ann..

BRANCHENYT
Læs også