Tjen tusinde kr. på et par klik

Det tager ikke lang tid at sammenligne forskellige forsikringsselskabers priser på bilforsikringer.

Langt færre skadesanmeldelser i forhold til i fjor betyder, at de danske forsikringsselskaber tjener penge som aldrig før. Alligevel er der varslet prisstigninger over en bred kam. Foto: Lars Krabbe

Det kræver blot et par minutter foran computeren, med en kop kaffe – eventuelt et glas vin – i den ene hånd, og musen i den anden, at spare et par tusinde kr. på bilforsikringen.

Eksempelvis kan en 39-årig vejlenser med en Ford Focus st.car 1,6 TDCi Trend fra 2010 slippe med at betale 6.268 kr. for sin bilforsikring hos Topdanmark i stedet for 8.210 kr. hos Gjensidige. Det viser en sammenligning på Forsikringsguiden.dk, som Forsikring & Pension og Forbrugerrådet står bag.

»Vi opfordrer alle bilejere til at bruge eksempelvis Forsikringsguiden til at tjekke, om man betaler den rigtige pris for sin forsikring. En undersøgelse fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen har tidligere påpeget, at vi generelt betaler for meget for vores forsikringer, så der er formentlig penge at spare for rigtig mange,« siger Allan Skytte Christensen, forbrugerøkonom i FDM.

Fejlbehæftet

En sammenligning på Forsikringsguiden viser både prisen på forsikringen, hvis man kommer direkte ind fra gaden uden andre forsikringer i samme selskab, og prisen, hvis man samler andre forsikringer samme sted. Hvis man gør det, falder prisen på bilforsikringen. Topdanmark er fortsat det billigste selskab med en pris på 4.935 kr., stærkt efterfulgt af GF Forsikring, hvor Ford’en koster 5.009 kr. at forsikre. Gjensidige er igen dyrest med en pris på 7.389 kr., ligesom Tryg Forsikring tager sig godt betalt med 7.146 kr.

Gjensidige er dog ikke meget for at blive udnævnt som det dyreste forsikringsselskab.

»Vi må konstatere, at den pris, en kunde når frem til gennem en sammenligning på Forsikringsguiden, er fejlbehæftet. Derfor vil vi kontakte guiden og fortælle om denne fejl, så den kan blive rettet,« siger Trine Andrup, kommunikationschef i Gjensidige.

Detaljeret til værks

Hun oplyser, at de rigtige priser hedder 6.347 kr. med samlerabat og 7.053 kr. uden samlerabat, selv om kunderne ved at bruge hjemmesiden støder på nogle væsentlig højere priser. Hvis Gjensidiges nye priser er de rigtige, står Codan tilbage som det dyreste selskab med en pris på 7.940 kr. uden samlerabat.

Og Codan skyder ikke skylden på Forsikringsguiden.dk.

»Vi går meget detaljeret til værks og vurderer kunderne individuelt, når vi prisfastsætter vores forsikringer. På den måde er vi i stand til ret præcist at udmåle sandsynligheden for en skade. Det betyder, at vi nogle gange er meget konkurrencedygtige på prisen og andre gange er knap så konkurrencedygtige,« siger Peter Høyer, HR manager i Codan.

BRANCHENYT
Læs også