GN Store Nord tjener på industri-delen

GN Store Nord er i langt højere grad et industriselskab end et teleselskab.

Hvis man ser bort fra det ekstraordinært store overskud i det gamle og døende telegrafselskab, hentede industriselskaberne over 80 pct. af indtjeningen hjem i første halvår af 1999.

Selv om Sonofon ofte løber med det meste af medieomtalen, render industriselskaberne med bundlinien. Uden telegrafselskabet er omsætningen i teleselskaberne og industri næsten lige stor med henholdsvis 979 og 1196 mio. kr. i første halvår

Men ud af teleomsætningen hentes »kun« et primært resultat på 67 mio. kr., mens industrien tjener 112 mio. kr. På det ordinære resultat er tallene endnu tydeligere med 40 mio. kr. og 116 mio. kr.

Det er GN Store Nords hårde satsning de senere år på blandt andet høreapparaterne, der nu begynder at komme igen.

For mindre end to år siden fik Danavox besked på, at det enten var vind eller forsvind.

Overskudsgrad over 10

I første halvår af 1999 ligger overskudsgraden på over 10. Og selv om overskudsgraden - efter integrationen af amerikanske ReSound - vil falde for hele året, bliver den højere end de 6,3 fra 1998.

Det er dog stadig et stykke vej op til de to andre danske konkurrenter, Oticon og Widex.

Men administrerende direktør Jørgen Lindegaard siger, at GN ReSound skal op på niveau med Oticon, der ligger på overskudsgrader i nærheden af 16 pct.

»Andelen af digitale apparater er lavere i USA end i Europa. Og når amerikanerne for alvor går den digitale vej, står vi stærkt med vores ReSound-opkøb,« siger koncerndirektør Jørn Kildegaard.

Hovedsæt et hit

Den helt store pengemaskine er dog stadig GN Netcom, der producerer hovedsæt til telefoni.

Ud af en omsætningen på 468 mio. kr. blev det primære driftsresultat på 91 mio. kr.

Det giver en overskudsgrad på 19,4 pct., hvilket er uhørt. Der synes ikke at være noget, der kan stoppe GN Store Nords fremmarch på dette område.

Første gang danskerne stiftede bekendtskab med fænomenet var i yuppie-tiden, da Michael Douglas i filmen Wall Street talte sine kolde finansordrer ind i sit høresæt og købte verden.

Siden har amerikanerne taget den håndløse telefon til sig, og nu skyller bølgen ind over Europa.

Det sidste selskab i industriporteføljen er GN Nettest, der leverer avancerede testsystemer til blandt andet fiberoptiske kabler.

Første halvår viste underskud, men for hele året ventes et stigende overskud.

..

BRANCHENYT
Læs også