Ifo-indekset steg

Den amerikanske dollar var godt med natten til mandag, da den udbyggede sin styrke over for de europæiske valutaer. Men efter fremlæggelsen af overraskende stærke tal fra Tyskland blev toppen pillet af den amerikanske valuta, og mandag eftermiddag blev den handlet til 627,00 kr. mod 632,00 kr. 12 timer forinden.

Weekendens G7-møde i Washington bød på optimistiske toner med hensyn til den økonomiske vækst, for over de kommende to år venter centralbankcheferne i de store industrilande solid vækst. Den amerikanske økonomi ses fortsat som forgangsmand for det globale opsving, og derfor var investorernes interesse hovedsagelig rettet mod dollaren efter afslutning på G7-mødet.

Mandag formiddag kom dollarens optur imidlertid til en foreløbig afslutning, idet investorerne begyndte at hjemtage lidt gevinster oven på nattens stigninger. Men det seneste fald i eurokursen fik flere af markedsdeltagerne til at efterspørge den europæiske valuta til imødegåelse af kontraktforpligtelser, hvilket fjernede noget af fokuseringen på dollaren...

Læs også