Forskningsfond stækkes i postforlig

Regeringen har måttet bøje sig for et krav om, at et forventet milliardprovenu på salget af aktier i Post Danmark skal gå til at afdrage statens gæld og ikke til oprettelsen af en forskningsfond.

Regeringens planer om at etablere en forskningsfond baseret på indtægter fra udsalg af statens virksomheder fik et alvorligt skud for boven i går, da trafikminister Flemming Hansen (K) indgik et bredt forlig om fremtidens Post Danmark.

Trafikministeren måtte nemlig bøje sig for et krav fra Socialdemokratiet og de Radikale om, at provenuet fra salget af 25 pct. af aktierne i Post Danmark skal bruges til at afdrage på statens gæld. Dermed mister fonden på forhånd et væsentligt bidrag. Post Danmark, TV2 og DONG var udset som nogle af hovedbidragsyderne til fonden. Ideen bag fonden er at opbygge en formue på op mod 16 mia. kr., hvor afkastet skal uddeles til forskning i nanoteknologi, bioteknologi og informations- og kommunikationsforskning. Det er usikkert, hvor meget aktierne i Post Danmark vil kunne indbringe staten, men en række udenlandske analytikere har tidligere i dagbladet Børsen vurderet værdien af Post Danmark til mellem seks og ti mia. kr. Hvis den prognose holder stik, går fonden altså glip af mellem 1,5 og 2,5 mia. kr. Professor John Renner Hansen, formand for Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd, siger, at han ikke er i stand til at vurdere, hvad konsekvensen bliver for forskningsfonden, men han mener, der er grund til at beklage, at pengene fra Post Danmark forsvinder, fordi det kan forsinke igangsættelsen af fonden...

BRANCHENYT
Læs også