Kort nyt

Ryanair snyder med afgifterne LUFTFART Ryanair, der er kendt for sine lave priser på flybilletter, snyder sig til millioner, når selskabet opkræver lufthavnsafgifter hos kunderne, oplyser DR Radio Syd.

Oven i billetprisen opkræver flyselskabet nemlig en række afgifter, heriblandt en lufthavnsafgift på 90 kr. Men Ryanair betaler kun 38 kr. i afgift til Esbjerg Lufthavn pr. passager, der letter med flyet til London. Tilbage bliver 52 kr. pr. passager, som Ryanair kan beholde. Alene i Esbjerg svarer det til at Ryanair opkræver omkring fire mio. kr. for meget i lufthavnsafgifter. Penge, der går direkte i Ryanairs egen kasse. /ritzau/

Vold mod sygeplejersker

ARBEJDSMARKED Næsten hver anden sygeplejerske har inden for det seneste år været udsat for vold. De er dermed den mest udsatte lønmodtagergruppe, bortset fra politiet, viser en ny undersøgelse fra Arbejdsmiljøinstituttet. Det går hårdest til på de psykiatriske afdelinger, hvor 85 pct. af sygeplejerskerne udsættes for truende adfærd. På de medicinske afdelinger gælder det samme for 38 pct., og på operationsafdelinger er det kun 5 pct., der møder truende adfærd. /ritzau/

FDB strejketruet

ARBEJDSMARKED For første gang nogensinde kan en strejke mod brugsforeningsbevægelsen FDB blive en realitet. Som den eneste virksomhed herhjemme har Coop Danmark en hovedaftale med LO, der betyder, at eventuelle fagretslige stridigheder behandles i en særligt system - det såkaldte Sammenligningsnævn - der endnu i aftalens mere end 100-årige historie aldrig har været i funktion. Det sker for første gang torsdag, når nævnet med en dommer i spidsen skal behandle en faglig konflikt. Sagen drejer sig om 40 grafiske medarbejdere på det FDB-ejede reklamebureau Republica, der har sendt konfliktvarsel i forbindelse med udarbejdelsen af en ny overenskomst. Parterne strides om præciseringer i forbindelse med fastsættelsen af arbejdstiden. /ritzau/

Bedre vilkår i industrien

ARBEJDSMILJø Der er mindre ensidigt gentaget arbejde i industrien, viser ny rapport fra Arbejdsmiljørtilsynet. Men stadig behov for flere forbedringer, konkluderer rapporten. Arbejdsmiljøet er blevet forbedret i flere af de brancher, hvor ensidigt gentaget arbejde (EGA) tidligere var grund til flest anmeldelser af arbejdsrelaterede lidelser. Der er sket fald i anmeldelser i blandt andet fjerkræsslagterier, jord- og beton, og tekstilbranchen og kun butiksbranchen har oplevet stigning i antal af anmeldelser i den undersøgte periode 1993 til 2002. /ritzau/

Det går strygende for Stryhn's

..

Læs også