Få på Folkebørsen

Efter det første år

INVESTERING Danskerne har kun i forsvindende lille omfang lyst til at investere på Folkebørsen, som blev lanceret af ATP og regeringen i 2005. Det skriver erhvervsnyhedstjenesten Stox. Efter at børsen, hvor danskerne via ATP har mulighed for selv at placere deres SP-opsparing, har været i luften et år, har kun 7.123 danskere handlet på Folkebørsen - ud af de i alt 2,7 mio. personer, der har muligheden. Det svarer til 0,2 pct. »Det er ikke ret mange. Men spørgsmålet er, om det er en diskussion om Folkebørsen eller om, hvorvidt danskerne overhovedet har lyst til at vælge aktivt,« siger projektleder på Folkebørsen, Bo Lange til Stox. ATP mener, at en del af forklaringen på den manglende tilslutning er, at der ikke er afsat penge fra politisk hold til at markedsføre børsen. I 2005 blev brugt 10 mio. kr. I 2006 er budgettet på nul kr. Dansk Aktionærforening peger i stedet på, at beløbene, der kan bruges på Folkebørsen - folks SP-opsparing - simpelthen er for små til, at det er interessant. Typisk har danskerne under 20.000 kr. stående på SP-opsparingen. Indbetalingerne til SP er for tiden suspenderet. Det har kostet 190 mio. kr. at geare SP til, at folk kan flytte pengene til en anden pensionsforvalter eller alternativt investere dem på Folkebørsen. /ritzau/

BRANCHENYT
Læs også