Kort nyt

Plavix og Ambien gav gevinstFRANKRIG Den franske medicinalvareproducent Sanofi-Synthelabo kom ud af første halvår med en 20 pct.'s stigning i nettooverskuddet, hvilket var lidt bedre end forventet. Nettooverskuddet før ekstraordinære poster og goodwill amortisering voksede til 1,14 mia. euro (8,48 mia. kr.) - godt hjulpet på vej af præparaterne Plavix, Ambien, Avapro og Eloxatin. Driftsoverskuddet voksede samtidig fra 1,391 til 1,733 mia. euro på baggrund af en omsætning på 4,46 mia. euro. 10 analytikere, som nyhedsbureauet Reuters har spurgt, havde forventet et nettooverskud på 1,11 mia. euro og et driftsoverskud på 1,678 mia. euro. Reuters

Ny ordre til Svenska Pass FINLAND Finske Setec og datterselskabet AB Svenska Pass har fået en ordre til en værdi af 100 mio. euro (743,6 mio. kr.) på fremstilling af svenske pas og officielle, elektroniske id-kort. Den femårige aftale, som er den største nogensinde i selskabets historie, kan forlænges med yderligere to år og afløser en tidligere aftale, hvorved Setec siden 1998 har stået som leverandør af svenske pas. Aftalen kommer efter en lignende ordre fra Danmark i januar. Leverancerne til Danmark begynder i oktober, først i form af traditionelle pas og senere de såkaldte biometriske pas, der er forsynet med en mikrochip med bl.a. biologiske oplysninger om indehaveren. Reuters Bayer har mærket opsvinget TYSKLAND Den tyske kemi- og medicinalvarekoncern Bayer AG måtte i andet kvartal lade sig nøje med et uændret nettooverskud i forhold til samme periode i fjor, nemlig på 128 mio. euro (knap 952 mio. kr.) i forlængelse af ekstraordinære faktorer. Driftsoverskuddet voksede imidlertid 44 pct. i de tre måneder takket være et opsving i branchen. Driftsoverskuddet gik frem fra 458 til 660 mio. euro, mens omsætningen voksede 4,5 pct. til 7,583 mia. euro - sammenlignet med 7,256 mia. euro i fjor. Nettooverskuddet var negativt berørt af udgifter i forbindelse med éngangsinvesteringer i koncernforbundne selskaber. AP Samproduktion af lcd-skærme JAPAN Hitachi Ltd., Matsushita Electric Industrial Co. og Toshiba Corp. agter at bruge 110 mia. yen (6,18 mia. kr.) på samproduktion af store lcd-skærme til fladskærms-tv-apparater. Produktionen indledes efter planen i juli-september 2006, og den endelige produktionskapacitet bliver på 2,5 mio. 32-tommers-skærme, oplyser de tre elektronikkonglomerater i en erklæring. Analytikere betegner alliancen som et logisk skridt i lyset af de omfattende investeringer, der kræves for at fremstille lcd-skærme effektivt nok til at kunne konkurrere med Sharp Corp og andre asiatiske producenter, der allerede investerer aggressivt i lcd-fremstilling. Reuters Rokade i Statoil-toppen NORGE Norges største energikoncern, Statoil ASA, bebuder en rokade i topledelsen, herunder udnævnelsen af Eldar Sætre til permanent økonomidirektør. Det nye team skal styrke koncernens evne til at gennemføre store projekter, hedder det i en erklæring fra topchef Helge Lund. Sidstnævnte er selv lige tiltrådt og udfylder dermed hullet efter den tidligere direktør og bestyrelsesformand, som forlod sin post i forbindelse med en Iran-skandale i fjor. Eldar Sætre har været fungerende økonomidirektør siden september i fjor. Reuters Ny sygdom blandt fjerkræ

INDONESIEN En uidentificeret sygdom dræber i øjeblikket kyllinger på den indonesiske ø Java, men ifølge en embedsmand er symptomerne ikke de samme, som i forbindelse med den frygtede fugleinfluenza. »Vi forsøger at identificere sygdommen, men jeg tror ikke, det er fugleinfluenza,« siger han. Indonesien, som i forvejen må slås med den dødelige fugleinfluenza, har siden årsskiftet mistet ca. 8,9 mio. kyllinger i 15 af landets 32 provinser. Embedsmanden oplyser ikke, hvor mange kyllinger der er døde af den mystiske nye sygdom, men ifølge de lokale aviser er der tale om flere tusinde. Reuters..

BRANCHENYT
Læs også