Løbet kørt for ATP

TDC-salget

KAPITALFONDE De fem kapitalfonde, der har sikret sig omkring 85 pct. af aktierne i TDC, kan formentlig få fuld kontrol over den danske telekoncern på en ekstraordinær generalforsamling. Det vurderer en række juridiske eksperter over for Ritzau. De understreger dog, at det kræver opbakning fra mindst 90 pct. af stemmerne på generalforsamlingen. Udmeldingerne kommer, efter at ATP har stillet spørgsmålstegn ved, om de fem kapitalfondes fælles selskab, Nordic Telephone Company (NTC's), metoder er forenelige med regelsættet på Københavns Fondsbørs. NTC har nemlig ikke opnået de 90 pct. af aktiekapitalen, som det normalt kræver at kunne tvangsindløse de resterende aktier. Imidlertid meddelte NTC i sidste uge, at selskabet højst usædvanligt muligvis vil forsøge at ændre vedtægterne i TDC på en ekstraordinær generalforsamling og på den måde alligevel smide ATP ud af selskabet. Det har fået ATP på barrikaderne, og pensionskæmpen har kontaktet Københavns Fondsbørs for at høre, om metoden er lovlig. /ritzau/

BRANCHENYT
Læs også