Obligationer: Åbner lavere på bekymringer

Det danske obligationsmarked er onsdag åbnet lavere, idet udbudsbekymringerne fortsat vægter mest blandt de fastforrentede papirer.

De amerikanske aktiemarkeder steg markant tirsdag, hvilket understøtter den mindskede appetet på obligationer. Onsdag morgen er det kommet et par tal for den kinesiske økonomi, som viser en trist udvikling i eksporten, men meget lys for investeringerne.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, er onsdag åbnet 0,33 point lavere i kurs 102,72 med en effektiv rente på 3,67 pct. Blandt realkreditobligationerne åbner 4-35'erne 0,30 point lavere i kurs 91,50 med en effektiv rente på 4,95 pct.

- Obligationsmarkederne kæmper i øjeblikket lidt med de forskellige auktioner på begge sider af Atlanten, hvor der er tale om et ganske pænt udbud, sagde obligationsstrateg Sean Maloney hos Nomura International til Bloomberg News.

Det er værd at bemærke lidt friske tal for den kinesiske økonomi onsdag morgen, idet der er kommet tal for investeringerne og eksporten. Nøgletallet Fixed Assets Investment Urban, som viser investeringerne i den pågældende måned, steg med 26,5 pct. i februar, hvor analytikerne havde ventet en langt mindre stigning på 21,5 pct. Investeringerne udgør godt 40 pct. af den kinesiske økonomi og viser tydeligt, at den gigantiske økonomiske hjælpepakke i Kina har haft en indvirkning. Modsat viste tal for eksporten et fald på hele 25,7 pct. i februar, hvor analytikerne havde ventet et fald på blot 1,0 pct.

Bloomberg News var tirsdag aktuel med en frisk rundspørge blandt analytikerne omkring den amerikanske arbejdsløshedsprocent, som nu ventes at stige til 9,4 pct. i år, hvor den ventes at forblive indtil i hvert fald 2011. Dermed har sortsynet ændret sig betydeligt i forhold til samme rundspørge sidste måned, hvor analytikerne ventede en arbejdsløshedsprocent på 8,8 pct. i år.

De tyske fabriksordrer offentliggøres onsdag for januar og ventes at vise et fald på 2,0 pct. sammenlignet med et fald på 6,9 pct. måneden forinden. På årsbasis ventes et fald på 28,3 pct. i januar i forhold til et fald på 25,1 pct. i december.

BRANCHENYT
Læs også