Nordex i medvind

Vindmølleproducent opjusterer igen

VINDENERGI Sidste år balancerede den tysk-danske vindmølleproducent Nordex på randen af et økonomisk sammenbrud. Nu vælter ordrerne ind med en hast, så det i går endnu engang var nødvendigt for virksomheden at gå ud med en opjustering. Virksomheden forventer nu for indeværende regnskabsår at nå op på at hente vindmølleordrer hjem til en værdi af 2,6 mia. kr. mod tidligere forventet 2,2 mia. kr. I det netop forgangne regnskabskvartal er der tale om en fordobling i værdien af indgåede ordrer til 913 mio. kr. set i forhold til samme periode sidste år. Baggrunden for medvinden er den eksplosive vækst i efterspørgslen på vindmøller i USA, der har fyldt ordrebøgerne hos de store i branchen og dermed mindsket konkurrencen om ordrene i Tyskland og Frankrig, der er Nordex' to store markeder. Sandøe

Læs også