Jobmangel i byerne

KINA Det kinesiske arbejdsmarked er under stort pres på grund af en stor arbejdsløshed i millionbyerne. Samtidig fortsætter en strøm af mennesker fra landdistrikterne at valfarte til byerne i håb om at finde arbejde, der kan hjælpe dem ud af fattigdom.

Kinas arbejdsminister, Tian Chengping, sagde tirsdag, at 12 mio. mennesker i år vil være uden arbejde i byerne, og at der i løbet af året ventes at melde sig yderligere 24 mio. kinesere som arbejdssøgende. Staten sigter på at skabe ni mio. arbejdspladser i år, og dertil kommer, at der bliver tre mio. ledige job på grund af arbejdstagere, der går på pension. Men der vil stadig være stor mangel på job, og endnu et problem er, at regeringen også er i gang med at forsøge at finde job til fem mio. mennesker, der er fyret. Den officielle arbejdsløshed i byerne ventes ifølge ministeren at være 4,6 pct. i år imod 4,1 pct. sidste år.

/ritzau/AFP..

BRANCHENYT
Læs også