Vi køber nye biler for at spare

Flere familier køber i dag bil nummer to. Det giver flere biler på vejene.

Minibilerne som Seat Mii er billige i både indkøb og drift, og de har båret bilsalget frem det seneste år. Foto: Seat

Salget af nye biler i Danmark har sat rekord to år i træk.

Men det er ikke udtryk for stigende forbrugertillid. Den mere jordnære forklaring er, at de danske familier typisk sparer penge ved at skifte en ældre benzinslugende bil ud med en mindre og mere driftsøkonomisk bil.

Samtidig pendler danskerne lidt længere end for få år siden. Det viser en analyse udarbejdet af Nykredit på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

350.000 ekstra biler på vejene

Tallene viser, at der gennem de seneste 12 år er kommet 350.000 flere biler ud på de danske veje. Den samlede bilpark i Danmark er nu på 2,2 mio. biler.

"Bilsalget svinger normalt i takt med konjunkturerne, og derfor bliver et større salg typisk forklaret med større forbrugertillid. Men de seneste år har vi set et højt bilsalg, selv om forbrugertilliden har været lav. De små og billige biler, der kører langt på literen, giver forbrugerne mulighed for at spare penge," forklarer forbrugerøkonom hos Nykredit Johan Juul-Jensen.

"Derfor er det øgede bilsalg denne gang snarere udtryk for større sparsommelighed end for øget forbrugslyst," tilføjer han.

Pendlere kører lidt længere

Analysen viser også, at de danske pendlere nu kører lidt længere end i 2006. Dengang kørte den typiske pendler 17,6 km for at komme på arbejde, mens tallet i dag er 19,7 km. Og så skal pendleren selvfølgelig hjem igen.

"Det viser, at danskerne er blevet mere villige til at køre længere efter arbejdet. Den længere afstand har så betydet, at mange familier har været nødt til at anskaffe bil nummer to," siger Johan Juul-Jensen.

"I den samme periode har yderligere 60.000 familier anskaffet en bil nummer to, og det har haft stor betydning for, at der er kommet flere biler på vejene," tilføjer Johan Juul-Jensen.

"Det har typisk betydet, at den, der har længst på arbejde, kører i den lille mere økonomiske bil, mens den større bil bruges af den, der skal aflevere børnene," siger han.

BRANCHENYT
Læs også