Er din bil en vinder eller en taber?

Minibilerne er voldsomt populære, men hvad betyder det for brugtpriserne?

En stor bil som VW Passat er lige nu efterspurgt blandt bilkøberne. Det betyder højere priser. Foto: Mathias Christensen

Bilejere har nemt ved at blive enige om, at de fik for lidt for den gamle bil, da de byttede til en ny.

Alligevel har bilsalget sat rekord de seneste to år - især båret frem af et stort salg af de populære minibiler, der nærmest er blevet revet væk fra forhandlerne.

Antalsmæssigt har de små biler været bilsalgets vindere, men vil de også være vindere, når de skal skiftes ud?

Stort udbud af de små biler

Næppe, vurderer bilhandelspladsen Bilbasen.dk, der har kikket nærmere på udbud og efterspørgsel på de nye biler, der er blevet solgt de seneste seks års. De såkaldte importbiler er dog holdt uden for analysen. Desuden omfatter undersøgelsen kun de mest populære mærker og modeller for at have et tilstrækkeligt stort antal biler.

"Vi skal helst over 5.000 biler for at komme ud over statistisk usikkerhed," forklarer Jan Lang.

Bilklasserne
Udbyd og efterspørgse i de forskellige bilklasser. Hvis tallet er under 100, er efterspørgslen større end udbuddet. Omvendt hvis tallet er større end 100.
  • Mikro: 118
  • Mini: 115
  • Mellem: 97
  • Firma: 82
  • MPV: 86
  • Luksus: (Audi, BMW, Mercedes og Volvo) 110
  • Gulplade: 97

Bilbasen.dk har sammenholdt informationerne med oplysninger om ejer/bruger-skifte og ændringer i bilernes første salgsdato som brugt.

"Vi ved, hvornår bilerne har skiftet ejer, og vi ved, hvornår på året de forskellige biler typisk handles. På den baggrund kan vi ret præcist lave en indikation af, hvordan bilerne vil blive efterspurgt som brugte, og hvordan prisen vil være i fremtiden," forklarer Jan Lang, der er analytiker på Bilbasen.dk.

Fremtiden er sat til 1. april i år.

En udbudsindikator

Bilbasen.dk opererer med begrebet udbudsindikator, der dybest set blot er en talværdi. Hvis værdien er 100, svarer udbud og efterspørgsel for en bilmodel eller et bilmærke til hinanden. Der skulle altså være lige mange sælgere og købere til bilen.

Hvis tallet er under 100, er efterspørgslen større end udbuddet. Der skulle således være mangel på bilmodellen. Det burde alt andet lige give en højere brugtpris.

Omvendt hvis tallet er over 100. Så er udbuddet af biler større end efterspørgslen, og det skulle alt andet lige betyde, at prisen på bilen falder.

Vindere og tabere

Ifølge Bilbasens beregninger ligger mikro- og minibilerne med et indekstal på henholdsvis 118 og 115. Mikrobilerne er biler som trillingerne Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo.

I denne klasse findes også topsælgeren i 2012, Volkswagen up! og de identiske Skoda Citigo og Seat Mii. Men de biler er så nye, at de endnu ikke er på vej til brugtmarkedet.

Minibilerne er biler i VW Polo-klassen.

Disse to grupper er taberne, fordi udbuddet er så stort. Det betyder en lavere brugtpris, når ejeren vil sælge bilen. Det kan køberen så omvendt være glad for.

Det samme gælder i øvrigt biler i luksusklassen. Det er ifølge Bilbasens beregninger mærker som Audi, BMW, Mercedes og Volvo.

De større biler vinder

Omvendt set det ud for biler i mellemklassen (VW Golf) med indekstal 97, firmabilklassen (VW Passat og Ford Mondeo) med indestal 82, MPV-klassen (VW Touran) med indeks 86 samt gulpladebiler med indeks 97.

Vinderne er først og fremmest at finde i firmabil- og MPV-klassen. Disse biler er meget efterspurgte, og det presser priserne i vejret.

"Der er stor efterspørgsel på de lidt større biler som VW Touran og Kia Ceed, og det er måske noget man bør have for øje, hvis man i fjor begyndte at spekulerer på at skifte bilen ud. Vil man udskifte en af de lidt større biler, er det et godt tidspunkt nu. Det betyder, at man nok kan få en bedre pris for den brugte," forklarer Jan Lang.

Mange små biler på markedet

Anderledes forholder det sig med de små biler.

"De små biler begyndte for alvor at slå igennem i 2007, og efter fem år er der rigtigt mange af disse biler på markedet. Det betyder, at forhandleren ikke vil give ret meget for bilen, når man vil bytte den ind for en ny. Mikrobiler tegner sig alene for omkring 60 pct. af nybilsalget til private, mens de to mindste klasser tilsammen udgør godt 80 pct. af salget til private," siger Jan Lang.

Indesktallene kan ikke direkte "oversættes" til en tilsvarende mindre eller større værdi for de brugte biler.

"Men på grund af det store antal, er der ikke tvivl om, at forhandlerne lige nu vil tilbyde markant mindre for de små biler," vurderer Jan Lang.

Bilbasen har også kikket på udvalgte modeller, og resultatet er her:

Chevrolet Spark 118
Toyota Aygo 112
Nissan Micra 110
Honda Accord 104
Toyota Avensis 96
Seat Leon 95
Ford Focus 93
Nissan Qashqui 91
Ford Mondeo 90
Skoda Fabia 90
Skoda Octavia 88
VW Touran 86
VW Passat – under fem år 85

Den tilsvarende opgørelse over bilmærkerne viser også, om et mærke er en vinder eller en taber - mere eller mindre efterspurgt.

Chevrolet 114
Fiat 110
Peugeot 105
Citroën 104
Nissan 104
Toyota 104
Renault 103
VW 101
Hyundai 99
Seat 98
Opel 96
Kia 95
Skoda 94
Ford 93
VW, fem år og yngre 92

Her er det måske især bemærkelsesværdigt, at de koreanske mærker Hyundai og Kia er at finde blandt andre vindere som Ford, Opel, Seat, Skoda og VW, når de gælder de nyeste modeller.

Chevrolet, Fiat, Peugeot, Citroën, Nissan, Toyota og Renault er mærkerne, hvis biler alt andet lige vil falde mest i pris.

BRANCHENYT
Læs også