Landmænd vil ikke ende som sorteper

Efter krakket i Spar Lolland ved landmændene endnu ikke, hvor de står.

Dyrkningen af sukkerroer er et af de store erhverv på Lolland. Foto: Hanne Loop

Landbruget på Lolland sender en klar opfordring til Jyske Bank om, at landmændene ikke kommer til at stå i et tomrum efter krakket i den lokale bank Spar Lolland.

Jyske Bank har nemlig overtaget Spar Lolland, og banken har meldt ud, at den vil beholde alle ud- og indlån fra den nu krakkede bank.

"Det håber jeg holder stik, så vi ikke bliver taberne i spillet. Det er vigtigt, at den får styr på tingene så hurtigt som muligt, for der er landmænd, som har brug for likviditet for at kunne fortsætte," siger John Nielsen, der er formand for Dansk Landbrug Sydhavsøerne, til Jyllands-Posten.

Stor uvished

John Nielsen fik nyheden om Spar Lollands krak fredag aften, så i øjeblikket ved han og de andre landmænd på Lolland ikke, hvor de står.

Formanden for Dansk Landbrug Sydhavsøerne håber, at der vil komme styr på tingene i den kommende uge.

"Jeg har haft et par landmænd i røret, der ville vide mere, men lige nu ved vi ikke ret meget," siger John Nielsen.

Aktionærerne mistede alt

På nuværende tidspunkt står det klart, at aktionærerne i Spar Lolland har tabt deres formuer. Hvordan og om det kommer til at spille ind på landbruget på Lolland har John Nielsen endnu ikke overblik over.

"Der er nogle landmænd, der var aktionærer, og nogle havde store beløb investeret i aktier," siger John Nielsen, der også er bekymret for, om landmændene fremover kan få gode priser i bankerne.

"Det er ærgerligt, at vi mister en lokal bank, som havde en god indsigt i vores erhverv, og som var en stor spiller inden for landbruget. Det betyder, at der vil blive mindre konkurrence blandt bankerne, og dermed kan det blive sværere at spille bankerne ud imod hinanden og dermed presse priserne," siger John Nielsen.

BRANCHENYT
Læs også