”Det er en bedre transaktion end Tønder Bank”

Analytiker peger på, at det er afgørende, at der er noget volumen i det, når Jyske Bank køber op.

Claus Grøn Therp, aktieanalytiker hos SEB Enskilda, er umiddelbart positiv overfor Jyske Banks overtagelse af aktiverne og dele af passiverne hos Spar Lolland.

Specielt er han tilfreds med, at overtagelsen indebærer en balance på 12,9 milliarder kroner, bestående af et udlån på 7,1 milliarder kroner og et indlån på 9,7 milliarder kroner.

”Jeg synes, at det her - set med aktionærernes briller - ligner en god og spændende transaktion. Den er også bedre end det vi så med Tønder Bank. Fordi der er noget volumen i det, som gør det værd for en ledelse at bruge tid og ressourcer på. Hvis du kaster kapital og ledelseskraft ind i opkøb, så skal det batte noget procentuelt i forhold til din balance,” siger han til FinansWatch.

Han siger dog samtidig, at Tønder Bank såmænd var en udmærket transaktion for Sydbank, fordi den var relativ nem at overtage, bl.a. fordi de er på samme datacentral.

Læs alt om Spar Lollands krak 

Plads til mere

Endnu er der ikke sluppet mange detaljer ud omkring prisen på handlen.

”Jeg kender ikke prisen endnu, så den endelige vurdering af købet afhænger selvfølgelig af den. Men jeg tror, at Jyske Bank har betalt noget. Sydbank betalte jo også noget til konkursboet i Tønder Bank,” siger Claus Grøn Therp.

Han tror på, at der kan komme flere transaktioner, som der kommer til at stå Jyske Bank på i den kommende tid.

"Jeg vurderer at Anders Dam og Jyske Bank har kapital til flere opkøb. Alt afhængig af hvad Jyske Bank eventuelt for betalt for Sparekassen Lolland. Jyske Bank kan købe op for yderligere godt 1 mia. kr. og stadig holde sig over 12 pct. Core tier 1 ratio,” siger analytikeren til FinansWatch.

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

BRANCHENYT
Læs også