Danskerne vil have bilafgifterne lagt om

Afgifterne bør bestemmes af, hvad bilen kan, viser ny undersøgelse.

Danskerne ønsker bilafgifter baseret på bilernes brændstofforbrug og miljøpåvirkning. Foto: Finn Frandsen

Regeringen har i sit regeringsgrundlag lagt op til en ændring af de danske bilafgifter, og det passer danskerne fint.

Det viser en ny undersøgelse, som er gennemført af Bilbranchen under Dansk Industri.

Voxmeter har for Bilbranchen spurgt 2.403 danskere om deres syn på bilafgifterne, og svarene viser, at danskerne foretrækker bilafgifter baseret på bilernes brændstofforbrug og miljøvenlighed samt sikkerhed.

En teknisk baseret afgift

"Resultatet er entydigt. 81 pct. af danskerne ønsker en bilafgift baseret på tekniske kriterier, og det er også mit indtryk, at der er politisk enighed om, at vi har brug for en omlægning.

Danskerne giver klart udtryk for, at bilafgifternes skal baseres på, hvad bilen kan, og ikke hvad det har kostet at fremstille den. Det mener 4 af 5, og kun hver femte vil hellere beholde det system, vi har i dag," siger branchedirektør Thomas Møller Sørensen.

Undersøgelsen viser, at det store flertal ønsker en teknisk baseret bilafgift. Danskerne vil have en afgift, der bygger på bilernes brændstoføkonomi og dermed miljøvenlighed. Samtidig mener danskerne, at sikkerhed også skal belønnes med lavere afgift. Med de nuværende afgifter tredobles groft sagt også prisen på nye sikkerhedssystemer i bilerne.

Sikkerhedsudstyr bliver dyrt

"Med de nuværende afgifter, bliver udviklingen af nye sikkerhedssystemer i bilerne straffet af de danske afgifter. Hvis et nyt system fra producenten koster 30.000 kr., vil prisen med danske afgifter måske nærme sig 100.000 kr. Det er dybt beklageligt, fordi systemerne hjælper med til at nedsætte antallet af ulykker," forklarer Thomas Møller Sørensen.

Han mener,  at det nu er op til politikerne at komme med et udspil.

Behov for en overgangsordning

"Fra Bilbranchens side har vi to budskaber: Med omlægningen skal vi helt af med det værdibaserede element, og vi har brug for en overgangsordning, fordi branchen har skal have til at omstille sig," siger Thomas Møller Sørensen.

Overgangsordningen skal dels tage hensyn til bilejerne, men også til branchen.

"En omlægning af registreringsafgiften vil ske fra dag til dag, fordi der er så store beløb på spil. Registreringsafgiften alene udgjorde i 2012 -13-14 mia. kr. Men vi har brug for, at der er indtænkt en overgangsordning," siger Thomas Møller Sørensen.

Gør som i 1997

"Da man i 1997 indførte de grønne ejerafgifter, kunne bilejerne i en overgangsordning på et halvt år vælge, om bilen skulle indregistreres efter de gamle eller efter de nye regler. De enkelte bilejere valgte selvfølgelig den løsning, der var billigst for dem. Men det var der taget højde for i provenuberegningen. Jeg håber, at man vil gentage en tilsvarende ordning," siger Thomas Møller Sørensen.

"Dels er der hensyn til brugtvognsmarkedet, og dermed bilkøberne, og dels er den arbejdspladser på spil. I vores virksomheder er der 13.000 medarbejdere," forklarer branchedirektøren.

Glæde hos FDM

Hos bilistorganisationen Forenede Danske Motorejere, FDM, har man længe talt for den samme model for omlægning af bilafgifterne.

"Vi har længe efterlyst en omlægning, der netop tager hensyn til bilernes energieffektivitet og deres sikkerhed. Derfor glæder det os, at et flertal af befolkningen har samme synspunkt," siger Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef i FDM's politisk-økonomiske sekretariat.

"Dybest set handler det om, hvordan vi alle kan komme rundt i dette land - så sikkert som muligt og så miljøvenligt som muligt. Derfor er det fornuftigt at omlægge afgifterne efter de tekniske kritirier og ikke efter bilens værdi," tilføjer Torben Lund Kudsk.

Slut med lappeløsninger

"Vi har tidligere set en masse lappeløsninger. Nu ser vi frem til en gennemarbejdet løsning.

Skatteministeriet har helt sikkert været i gang med en masse beregninger, og der ligger måske en model klar i skuffen. Modellen bliver så taget frem, når regeringen mener, at tidspunktet er det rigtige.

Så vil der først foregå en række tys-tys forhandlinger partierne imellem. Udspillet vil så blive præsenteret, når der er sikret et politisk flertal, og så vil det typisk få virkning fra den dag, det blev offentliggjort," siger Torben Lund Kudsk.

Minister:  Glad for undersøgelse

Hos Skatteministeriet foregår der i øjeblikket et analysearbejde af mulighederne for at oplægge bilafgifterne. Derfor kan skatteminister Holger K. Nielsen (SF) ikke sige noget om, hvornår der kan ventes et udspil. Men han har noteret sig Bilbranchens undersøgelse.

"Regeringen ønsker at gennemføre en omlægning af afgifterne på personbiler, så det bliver mere attraktivt at vælge en miljøvenlig og energirigtig bil. Derfor er jeg også meget glad for, at undersøgelsen her viser, at danskerne prioriterer den grønne dimension.

Det er et vigtigt signal til os om, at danskerne bakker op om en grøn omstilling i skattepolitikken – også når det handler om bilafgifterne. Det, mener jeg, er utrolig positivt," siger Holger K. Nielsen.

Det er kompliceret

Han understreger dog, at det er en kompliceret sag at omlægge afgifterne.

"Det er ikke en nem opgave at omlægge bilafgifterne, så der kommer flere grønne incitamenter, og samtidig sikre, at modellen hænger økonomisk sammen.

Netop derfor har regeringen sat gang i en undersøgelse af, hvilke modeller, der er mest fornuftige – særligt, når det handler om klima og miljø, men også i forhold til, hvilke konsekvenser en omlægning vil have for bilejernes økonomi. Der er mange hensyn at tage, og dem arbejder vi selvfølgelig med at få balanceret bedst muligt," tilføjer Holger K. Nielsen.

 

BRANCHENYT
Læs også