3 pct. lån er på vej ud

Dyrere at låne, men svært at vælge det rigtige lån.

Det kan snart være slut med at få et afdragsfrit 3 pct. lån. Den seneste tids rentestigninger har mast kursen ned under 95, og hos BRFkredit er det gyldne lån helt nede under kurs 94.

Dermed er det kun relevant for boligejere, der er klar til at spekulere. Også 3 pct. lånet med afdrag hænger omkring kurs 95.

En tommelfingerregel siger, at en obligation skal være kurs 95 eller derover for at være attraktivt.

Store konsekvenser

Det er den seneste tids rentestigninger, der har forrykket balancen på obligationsmarkedet.

Rentestigningen har ikke været særlig stor, men den har faktisk store konsekvenser for, hvilket lån man skal vælge - ikke mindst hvis man vil have et obligationslån.

I øjeblikket er der mange valgmuligheder, men billedet kan hurtigt ændre sig.

Rentestigningerne har bl.a. haft følgende konsekvenser:

  • For første gang siden november kan alle institutter nu tilbyde et 3,5 pct. lån med afdrag. Det ligger nu i en kurs omkring 99 og er dermed meget attraktivt.
  • Det 20-årige 3 pct. lån er i spil igen. Det var tidligere meget populært for boligejere. I Realkredit Danmark har man alene udstedt lån af den type for 10 mia. kr.

"Det er oplagt for boligejere, der prioriterer sikkerhed om renten, men samtidig prioriterer at komme hurtigere af med gælden. Dermed sparer de mange penge i renteudgifter," siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Fokus på kurstab

Danske boligejere er i de senere år blevet meget fokuserede på at undgå kurstab på deres boliglån. Vil man have et lån tæt på kurs 100, skal man i dag vælge et 3,5 pct. lån. Uden afdrag er kursen ca. 98, med afdrag 99.

Helt at dømme 3 pct. lånet ude er for tidligt, mener boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

"Hvis man satser på at konvertere opad på et senere tidspunkt, kan det stadig være en god idé. For godt nok får man et større kurstab end med et 3,5 pct. lån. Men når renten stiger igen, vil kurserne svinge tilsvarende mere, og så er gevinsten hjemme," siger Lise Nytoft Bergmann, til epn.dk.

I Nordea Kredit bruger man fortsat tommelfingerreglen om, at en obligation helst ikke skal være under kurs 95, hvis man skal vælge den.

Forringede muligheder

"Konverteringsmulighederne er blevet forringet noget i løbet af den seneste uge, selv om de i historisk perspektiv fortsat er gunstige, siger hun."

For flekslånere har rentestigningerne ikke haft den store betydning. De behøver ikke tænke på kurstabet. En rentestigning påvirker primært deres månedlige ydelse. Det meget populære F5-lån er da også steget pænt. Renten er nu 1,45 pct., men det er fortsat ekstremt lavt.

Er man i tvivl om, hvilket boliglån man vil have, kan man vælge at få et lånetilbud både i et 3 pct. og et 3,5 pct. lån. Så kan man vælge det lån, der er mest attraktivt på udbetalingstidspunktet.

Kurser på populære boliglån:

30-årige

Rente i pct.Kurs
3,5  med afdrag99,2
3,5 uden afdrag98,1
3 med afdrag95,7
 uden afdrag94,4

20-årige

Rente i pct.Kurs
3  med afdrag99,2
2,5 med afdrag95,9
BRANCHENYT
Læs også