Verdensstjerne kravler i undertøj fra Herning

Cristiano Ronaldos fans kan snart iklæde sig dansk produceret undertøj med stjernens navn.

Cristiano Ronaldo er en af verdens største fodboldnavne. Fremover skal han samarbejde med danske JBS. Paulo Duarte/AP

Den Herning-baserede undertøjsvirksomhed JBS Textile Group har indgået et opsigtsvækkende samarbejde med en af verdens største sportsstjerner.

Den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo med fast arbejdsplads hos mægtige Real Madrid har således accepteret en aftale med JBS om at lægge navn til en ny undertøjs- og strømpeserie.

JBS Textile Group
  • JBS er Danmarks største producent af undertøj - med flere end 300 medarbejdere.
  • Det er en familieejet og familiedrevet virksomhed.
  • Navnet JBS står "Jens Bjerg Sørensen", der i 1939 stiftede virksomheden.
  • I det seneste årsregnskab (2010/2011) noterede JBS et bruttoresultat på 74 mio. kr. og et resultat på 14,3 mio. kr.
  • Selskabet har en egenkapital på 102 mio. kr.

"Det er vigtigt for JBS, at de mennesker vi arbejder sammen med, repræsenterer vores virksomhedsværdier. Derfor er vi stolte af at præsentere det nye samarbejde med Cristiano Ronaldo. For hvem er bedre til at repræsentere uovertruffen kvalitet end en af de bedste fodboldspillere i verden," siger JBS-ejer Claus Bjerg Sørensen i en meddelelse.

Et modsvar til Wozniacki-serien

Dermed får JBS et mandligt modsvar til selskabets kvindekollektion, der bærer danske Caroline Wozniackis navn.

Den såkaldte Cristiano Ronaldo-serie kommer efter planen i to udgaver. En, der henvender sig til et yngre publikum, og en, der i højere grad er henvendt til den modebevidste, yngre mand.

Ronaldo designer selv

Det er angiveligt planen, at Cristiano Ronaldo hvert år vil designe nye kollektioner i serien, der skal følge tidernes trends, og stjernen selv lægger ikke skjul på, at det er kvaliteten, der har fået ham til at gå ombord på JBS-skibet.

"De virksomheder, jeg vælger at samarbejde med, skal være modeorienterede og være i stand til at levere et helt unikt produkt til mine fans. I JBS har jeg fundet en samarbejdspartner, som designer og producerer produkter af højeste kvalitet, og som har en lang tradition for at levere et formidabelt design," siger Cristiano Ronaldo.

Det er planen, at kollektionen skal være tilgængelig på en række internationale markeder "i den nærmeste fremtid".

BRANCHENYT
Læs også