Facebooks søgemaskine kan afsløre farlige detaljer

En ny blog viser, hvordan Facebooks søgemaskine kan bruges på kontroversielle måder.

Søgefunktionen "Graph Search" er endnu ikke tilgængelig for alle Facebook-brugere.  Foto: Jeff Chiu/AP

Facebooks nye søgemaskine "Graph Search", der blev lanceret tidligere på måneden, har vakt ny debat om privatliv på Facebook.

Det skriver The Guardian.

På sin blog viser den engelske teknologi-kommentator Tom Scott, hvordan han let kan gennemføre en række søgninger med et kontroversielt indhold.

F.eks. ved at søge på personer, som bor i Kina og har slægtninge, der "synes godt om" den religiøse bevægelse Falun Gong, der i 1999 blev forbudt af de kinesiske myndigheder.

"Graph Search"
  • "Graph Search" er Facebooks svar på en søgemaskine, der blev lanceret tidligere i januar.
  • Den gør det muligt at lave sociale søgninger, så man f.eks. kan finde vennernes foretrukne restauranter i en bestemt by.
  • Graph Search ændrer ikke ved de nuværende privatlivsinstillinger.
  • Søgefunktionen er endnu ikke tilgængelig for alle Facebook-brugere.

Uvidende brugere

Blandt de andre søgninger på bloggen er f.eks. virksomheder, hvis ansatte "synes godt om" racisme, og gifte personer, som "synes godt om" prostituerede.

Disse personer kunne vælge at gøre de kontroversielle informationer private, men det er ikke så lige til, mener Tom Scott.

"Facebook har gode privatlivsinstillinger: Men der er mange, mange mennesker, som ikke ved, hvordan de skal bruge dem," skriver han på sin blog.

Selvvalgt

Over for The Guardian har Facebook forklaret, at "Graph Search" ikke ændrer brugernes privatlivsinstillinger og kun viser det, som de selv har valgt at dele.

I går offentliggjorde Facebook desuden en guide til, hvordan man kan beskytte sit privatliv i forbindelse med søgninger på "Graph Search".

"Når man kontrollerer, hvem man deler sin information med, bestemmer man, hvem det bliver delt med på tværs af Facebook - inklusiv nyhedsfeed, tidslinje og i "Graph Search," skriver Facebook.

Læs mere på engelsk her.

 

BRANCHENYT
Læs også