Sådan tjener Danmark penge på sundhed

Danmark skal op i verdenseliten, mener vækstteam der har en plan.

Arkivfoto: Nikolaj Svennevig

"Danmark skal være blandt de mest attraktive lande i verden for udvikling, test og produktion af sundheds- og velfærdsløsninger baseret på stærk forskning, hurtig ibrugtagning af ny innovativ teknologi, gode rammer for offentlig-privat samarbejde og et velfungerende, udviklingsorienteret hjemmemarked."

Sådan lyder hovedbudskabet i de anbefalinger, som regeringens Vækstteam for Sundhed og Velfærd på et møde tirsdag eftermiddag fremlægger for Erhvervs og Vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) og sundhedsminister Astrid Krag (SF).

Væksteamet, der består af en række fremtrædende erhvervsfolk inden for healthcare-branchen med adm. direktør i Falck, Allan Søgaard Larsen som formand, har siden april 2012 forsøgt at finde frem til en række konkrete anbefalinger, der skal styrke de danske erhvervs- og vækstmuligheder inden for sundhedsområdet.

Teamet er nået frem til 15 anbefalinger i alt fordelt i fire hovedkategorier: Bedre rammer for forskning og udvikling, Styrket indsats for kapital og vækstvirksomheder, Et velfungerende og udviklingsorienteret hjemmemarked og Offensiv udnyttelse af det internationale markedspotentiale.

Blandt anbefalingerne, som kan læses i sin helhed nedenfor, er et styrket offentlig-privat samarbejde om klinisk forskning, bedre rammevilkår for vækstvirksomheder, bedre kobling mellem sundheds- og erhvervspolitik og endelig en mere målrettet eksportindsats på området.

I forhold til bedre rammevilkår anbefaler vækstteamet blandt andet regeringen at genindføre den meget debatterede mulighed for ubegrænset underskudsfremførsel.

Læs alle anbefalinger her:

Bedre rammer for forskning og udvikling

Anbefaling #1: National strategi for adgang til danske sundhedsdata

Anbefaling #2: Styrkede rammer for offentlig-privat samarbejde om klinisk forskning

Anbefaling #3: Høj prioritering af forskning og uddannelse på sundheds- og velfærdsområdet

Styrket indsats for kapital og vækstvirksomheder

Anbefaling #4: Øget kommercialisering af viden

Anbefaling #5: Bedre rammevilkår for vækstvirksomheder

Et velfungerende og udviklingsorienteret hjemmemarked

Anbefaling #6: Sundhedspolitik skal ses i sammenhæng med erhvervspolitik

Anbefaling #7: Styrket offentlig-privat samarbejde om udvikling af markeder

Anbefaling #8: Indkøb og implementering af innovative produkter og ydelser

Anbefaling #9: Bedre sammenhæng mellem demonstrationsprojekter og mere fokus på udbredelse

Anbefaling #10: Klarere rammer for offentlig-privat samarbejde

Anbefaling #11: Styrket erhvervsmæssigt fokus i digitalisering af velfærdsområderne

Anbefaling #12: Bedre brug af internationale standarder

Offensiv udnyttelse af det internationale markedspotentiale

Anbefaling #13: Prioriteret og målrettet eksportfremmeindsats på sundheds- og velfærdsområdet

Anbefaling #14: Øget fokus på tiltrækning af investeringer på sundheds- og velfærdsområdet

Anbefaling #15: Markedsføring af danske styrkepositioner på sundheds- og velfærdsområde

BRANCHENYT
Læs også