6 ud af 10 frygter at tabe på boligen

Frygten for at tabe penge på huset eller lejligheden afholder mange fra at sælge.

Der er for få ejerlejligheder til salg ikke mindst i storbyerne. Men det er svært at få flere til salg, erkender ejendomsmæglerne. Foto: Lars Krabbe

Prisen er altafgørende for danskerne, når de skal sælge deres bolig. 6 ud af 10 danskere mener, at det er frygten for at tabe penge, der får os til at lade være med at sætte boligen til salg.

Det viser en undersøgelse, som Nybolig har foretaget blandt boligejerne. Og den understreger, at prisen er afgørende for de fleste.

På spørgsmålet om, hvorfor så få sætter boligen til salg, svarer 61 pct., at "tabet ved at sælge ville være for stort. 37 pct. svarer, at "priserne er for lave." Det er specielt i Hovedstaden, at prisen er afgørende. Tæt på 7 ud af 10 frygter tab ved at sælge.

Ingen tvivl

Der er heller ingen tvivl, når der spørges om, hvad der kunne få os til at sætte vores bolig til salg? "En højere pris," lyder det fra 58 pct., "flere købere i markedet," mener 45 pct. af de adspurgte.

Sælgere holder igen

Der er stor tilbageholdenhed med at sætte sin bolig til salg.

61 pct. frygter tab ved at sælge.

58 pct. vil sælge, hvis de kunne få en højere pris.

14 pct. overvejer at sætte deres bolig til salg.

Det er resultatet af en undersøgelse, som Nybolig har foretaget blandt et repræsentativt udsnit af danske boligejere.

Undersøgelsen viser også, at 14-15 pct. overvejer at sælge deres bolig til salg. I et normalt marked sætter mellem 4 og 5 pct. deres bolig til salg.

"Det er interessant, at hele 14 pct. af boligejerne overvejer at sætte deres bolig til salg, men venter på højere priser og flere købere. Det svarer til, at omkring en kvart million boligejere overvejer at sælge," siger pressekoordinator hos Nybolig, Jesper Elle, til epn.dk.

Mangel på ejerlejligheder

Hos de øvrige ejendomsmæglerkæder nikker man genkendende til konklusionerne. I København og Aarhus er der simpelthen ikke nok ejerlejligheder til salg til at dække efterspørgslen. For også køberne er ekstremt prisbevidste, påpeger salgschef for Homes afdeling i Aarhus City, Carsten Andersen.

Når prisen er den rigtige, så er køberne der. Ofte oplever vi to købere til en lejlighed, og vi ser sågar igen overbud. Men køberne er stadig meget selektive. Lejligheden skal stå til den rigtige pris, ellers afventer de blot," siger Carsten Andersen til epn.dk.

Flere gange har han oplevet, at købere, der har set på en lejlighed én gang bliver skuffede, når de kommer igen, fordi den er solgt.

"Der er kommet mere gang i salget, men vi kunne godt tænke os flere lejligheder til salg – simpelthen for at matche efterspørgslen," siger Home-mægleren.

Venter på højere priser

EDCs kommunikationschef Jan Nordmann er enig i, at prisen spiller en meget afgørende rolle.

"Vi tror ikke umiddelbart på stigende priser, men det er klart, at jo færre boliger, der er til salg, desto mere vil det presse prisen opad. Men det er mit indtryk, at de, der har købt på toppen, er tilbageholdende, for de risikerer at tabe penge. De tænker måske, at hvis de venter et år eller to, så vil prisen stige," siger Jan Nordmann.

Behovet for at sælge er måske heller ikke alt for stort. Det skyldes, at renten er så lav, at det nu er langt billigere at bo i en ejerlejlighed i byerne end at leje den.

Nyboligs undersøgelse er baseret på et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 20 til 75 år.

BRANCHENYT
Læs også