Stor telekom-børsnotering kan være på vej i London

Den store britiske telekom-virksomhed Everything Everywhere, som i 2010 blev dannet på baggrund af den britiske del af Orange og den britiske del af T-Mobile, kan være på vej mod en stor børsnotering allerede i år.

Det er selskaberne France Telecom og Deutsche Telekom, der i fællesskab ejer Everything Everywhere (EE), og ifølge den britiske avis The Telegraph er selskaberne klar til at frasælge 25 pct. af aktierne i EE via en børsnotering, som kan indbringe op til 10 mia. pund (87 mia. kr.).

De to moderselskaber har besluttet at foretage en strategisk gennemgang af selskabets aktiver og overveje forskellige muligheder, men hvor en børsnotering allerede nu anses som den foretrukne løsning.

Selskabet kan også blive solgt til kapitalfonde, og angiveligt har Apax, KKR og CVC allerede vist interesse, men en børsnotering er altså første prioritet for de nuværende ejere af Everything Everywhere.

Everything Everywhere har 27 mio. kunder og er i gang med at investere 1,5 mia. pund (13 mia. kr.) over tre år, i udrulningen af selskabets superhurtige 4G-netværke, som skal dække 98 pct. af den britiske befolkning i 2014.

Læs også