Knudsen: Dobbeltmoral, at DR tillader medieløgn i satire

Moralsk uden for skiven, at DR udsendte falske pressemeddelelser til satiren 'Absurdistan', mener Berlingskes chefredaktør, efter BNB "hoppede i med begge ben".

Chefredaktør i Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen. Foto: Lars Krabbe

Det har fået sindene i kog, at DR satte journalistiske fælder op til satireprogrammet Absurdistan. Berlingskes chefredaktør finder det dobbeltmoralsk og "etisk helt uden for skiven", at DR sender falske pressemeddelelser i omløb til satirebrug. 

Douglas Entertainment, der producerer Absurdistan til DR3, har af flere omgange udsendt falske pressemeddelelser for at teste mediernes kildekritik. To historier gik igennem: BNB formidlede en (falsk) pressemeddelelse om et nyt muslimsk dating site, der dermed spredte sig til flere medier i Berlingske-koncernen. Flere medier hoppede på en anden historie om en natklub kun for smukke mennesker. 

Den sidste historie fik TV 2 Lorry til at true med fogedforbud og erstatningskrav, hvis DR viste et tv-klip fra en nyhedsudsendelse, hvor Lorry intetanende interviewer en af Absurdistan-værterne forklædt som natklubejer.

Nu blander Berlingskes chefredaktør sig i koret af kritikere. Lisbeth Knudsen indrømmer og beklager på sin blog, at flere medier i Berlingske-koncernen "hoppede i med begge ben", hvilket hun kalder "pinligt og ærgeligt". 

Episoden har også fået konsekvenser på BNB, der fra nu af skal ringe på alle pressemeddelelser, der ikke kommer fra kendte kilder. 

Men Berlingskes chefredaktør mener, at det grundlæggende er helt uacceptabelt, at DR "forurener nyhedsstrømmen" med falske historier til et satireformat. 

"(...) mig forekommer det mere end dobbeltmoralsk og etisk helt uden for skiven, hvis DR via et produktionsselskab som Douglas Entertainment opfinder og godkender et programkoncept som »Absurdistan«, der for sjov manipulerer med nyheder, samtidig med at man med den anden hånd skriver tykke dokumenter om programetik," skriver Listbeth Knudsen.

Hun godtager ikke DR-ledelsens forklaring om, at set up'et er til et satireformat og derfor kan tillade sig de kontroversielle metoder. 

"Hensigten med det hele skulle efter sigende være at vise mediernes manglende kildekritik, og ingen kommer jo til skade ved meddelelserne. Det er bare etisk forkasteligt at en statsdrevet virksomhed vælger den metode til et så vigtigt emne. Man kunne tage emnet alvorligt og virkelig sætte fokus på den kæmpe udfordring alle medier har med øget manipulation af nyhedsstrømmen," skriver Lisbeth Knudsen. 

JHT

Læs også