Har du fået mere luft i økonomien?

Danskernes sparemani kan være på retræte, mener Danske Bank.

Det danske forbrug kan være i fremgang. Foto: Lærke Posselt

Krisen har fået danskerne til at holde på pengene, men nye tal fra Danmarks Statistik indikerer, at forbruget kan være på vej opad.

Forbrugerkreditten, altså lån uden om banker og realkreditinstitutter, steg med 3,3 pct. fra tredje til fjerde kvartal 2012. Det er den kraftigste stigning i fem år - og et sundhedstegn for dansk økonomi, mener Danske Bank.

"Forbrugerkreditten er faldet meget under krisen, så det er et godt tegn, at den stiger nu. Det vidner om, at forbruget klarer sig ganske fornuftigt, og at flere danskere har fået mere luft i økonomien," siger privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen, til epn.dk.

Usikkerhed

Tidligere på året fik op mod 700.000 danskere udbetalt deres efterlønspenge, og det har haft en indvirkning på forbruget, mener Las Olsen. Samtidig har udsigten til skattelettelser i 2013 haft en betydning.

"Rigtig mange føler sig usikre, for det er svært at få job, og det er svært at sælge sit hus. Det vil ikke ændre sig foreløbig, for vi er stadig fanget i en europæiske vækstkrise. Men det tyder på, at forbruget er på vej til at vende," siger han.

Små skridt

Hos Nykredit maner man til besindighed. Afdelingsdirektør Sune Mortensen mener, vi skal længere ind i 2013, før man kan konkludere, om forbruget er på vej opad.

"Hvis tallet faktisk fortsætter opad, vil det overraske mig positivt. Men det er for tidligt at sige, at forbruget er i fremgang," udtaler Sune Mortensen til epn.dk.

"Når forbruget stiger, bruger folk ofte deres egne penge først. Man kan derfor ikke konkludere, at forbruget er på rette spor, fordi folk køber mere på kredit."

Læs også