Jobmarkedet er på vej ud af fryseren

Stigning i nye jobopslag antyder, at jobmarkedet så småt er ved at tø op.

Danmark er, når vi ser bort fra de gældsplagede lande i Sydeuropa samt Irland, det land i Europa, som har mistet flest job siden finanskrisen. Men noget tyder på, at udviklingen er ved at vende.

Der blev lagt over 16.000 nye jobannoncer på nettet i såvel december i fjor som januar i år. Det er det højeste niveau siden slutningen af 2008.

Ifølge Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, viser tallene, at det danske jobmarked er på vej mod bedre tider.

"Niveauet er stadig forholdsvis lavt, men vi tør godt sige, at jobmarkedet er i fremgang," siger cheføkonomen til epn.dk.

Dansk Jobindex
  • I januar blev der lagt 16.300 nye jobannoncer på nettet.
  • Det var 50 færre end måneden før, men sammenlignet med januar sidste år er der tale om en sæsonkorrigeret fremgang på 1.000 jobannoncer.
  • Der er imidlertid ikke tale om en fest på arbejdsmarkedet - dertil er niveauet fortsat for lavt.

Det offentlige fører an

I den private sektor er der blevet opslået flere funktionærstillinger, men det er den offentlige sektor, som trækker det tunge læs.

"Det er primært i den offentlige sektor, vi ser stigningen i nye stillinger. Det indikerer, at tilpasningen af den offentlige sektor er ved at være tilendebragt," siger Steen Bocian.

Hos Sydbank mener man, det er for tidligt at konkludere, at jobmarkedet er i fremgang.

"Stigningen i nye jobopslag antyder, at det ser lidt lysere ud. Men jeg vil passe på med at hæve begge arme over hovedet. Vi ser, at arbejdsløsheden falder, men det er desværre sandsynligt, at den kommer til at stige igen," siger Sydbanks cheføkonom, Jacob Graven, til epn.dk.

Globale fremskridt

Han glæder sig imidlertid over, at den globale økonomi viser sundhedstegn. Det kan nemlig komme til at smitte af på jobmarkedet herhjemme.

"Den globale økonomi ser bedre ud, end den gjorde for blot et halvt år siden. Risikoen for at euroen kollapser, og vi får en kæmpe nedsmeltning, er blevet mindsket markant. Det kan måske frigøre nogle positive kræfter," siger Jacob Graven.

Han bakkes op af Steen Bocian:

"Væksten er stadig lav, men de globale nøgletal ser gode ud. Vi kan håbe, det kommer til at smitte af herhjemme."

Læs også