Vi låner ikke penge og bygger ikke huse

Det står sløjt til med danskernes låne- og byggelyst, viser nye tal for boligbranchen.

For tredje måned i træk faldt boligbyggeriet i fjerde kvartal 2012. Denne gang med et samlet dyk på 10 pct. Foto: Carsten Andreasen

Der var ikke megen opmuntring at hente til det pressede boligmarked i statistikken fredag morgen.

Nye tal for danskernes lånelyst viste således, at realkreditinstitutterne blot gav 22.563 lånetilbud til private og erhvervslivet i januar, og det er historisk set ganske lavt, da det gennemsnitlige antal lånetilbud om måneden siden 1996 har ligget på 34.448. Det oplyser Realkreditrådet.

"Der har været en del konverteringsaktivitet i 2012 på grund af den faldende rente, men renten er steget lidt igen, og dermed er der ikke opstået nye muligheder for konvertering.

Samtidig er boligsalget og dermed efterspørgselen efter nye lån ret lille om vinteren. Det positive er, at aktivitetsniveauet er væsentligt højere end i bundrekordåret 2011, men dog alligevel på et moderat niveau," siger Realkreditforeningens direktør Karsten Beltoft i en pressemeddelelse.

Mange tilbud i 2012

Det var ikke mindst de ekstremt lave renteniveauer, der skabte ganske stor aktivitet på området i løbet af 2012. Det fastforrentede 3,5 procentslån viste sig at være ekstremt populært hos boligejerne, der benyttede chancen for at konvertere boligfinansieringen til det attraktive lån.

I løbet af året steg realkreditudlånet med 51,4 mia. kr., og det skal ses i lyset af, at udlånet buldrede frem med 160 mia. kr. om året, da boligmarkedet toppede.

"I enkelte måneder i 2012 blev der alligevel indhentet mange lånetilbud. Det skyldes låneomlægninger. Mange boligejere udnyttede de rekordlave realkreditrenter til at sænke renteudgifterne og skabe mere sikkerhed ved at låse renten i længere tid. De lave realkreditrenter er en hjælpende hånd for de danske boligejere i en afdæmpet økonomi," siger underdirektør i Realkreditrådet Peter Jayaswal.

Byggelysten halter også

Det er dog ikke kun lånelysten, der halter i Danmark. Også danskernes lyst til at bygge nyt er til at overse.

For tredje måned i træk faldt boligbyggeriet i fjerde kvartal 2012. Denne gang med et samlet dyk på 10 pct., og det er ikke mindst etagebyggeriet, der med et fald på hele 47 pct. trækker ned. Også et fald i nybyggede parcelhuse på 35 pct. gør det svært for branchen.

"Byggebranchen er fortsat inde i en vanskelig periode, hvor de mærker den økonomiske krises åg. Dels har vi således svage konjunkturer, der i sig selv gør det vanskeligt at tro på en god case, dels har krisen medført, at det er blevet vanskeligere at låne til en boliginvestering.

Udviklingen er imidlertid paradoksal, idet den lave rente burde give anledning til, at langt flere projekter var rentable ud fra en simpel investeringskalkule," skriver cheføkonom i BRF Kredit Mikkel Høegh i en kommentar til tallene.

Byggebranchen kan dog glæde sig over, at erhvervsbyggeriet trods alt har noteret en stigning på tre pct. fra tredje til fjerde kvartal.

Læs også