Fritz Schur forlader formandspost

Fritz Schur træder tilbage som formand for bestyrelsen i PostNord AB.

Foto: Gregers Tycho

Efter 18 år i postsektoren forlader Fritz Schur nu formandsposten i bestyrelsen. Det offentliggjorde PostNord i dag i en pressemeddelelse.

PostNord er en fusion mellem Post Danmark A/S og det svenske selskab Posten AB. Selskaberne fusionerede for to år siden, og på det tidspunkt sad Fritz Schur i Post Danmarks bestyrelse på 14. år. Ved fusionen blev han formand for det nye fællesskab, hvor han sad i to perioder af hver to år.

Blå bog
Fritz Schur er dansk erhvervsleder og mangemilliardær, født d. 27. november 1951.
  • 1970: Studentereksamen fra Ordrup Gymnasium.
  • 1973: Efter eksamen fra Handelshøjskolen i København etablerede han i 1973 sin egen virksomhed, Fritz Schur Dagligvarer.
  • 1978: Administrerende direktør i familievirksomheden Fritz Schur Gruppen.
  • 1995: Medlem af bestyrelsen for Post Danmark, fra 2002 formand.
  • 2001: Medlem af bestyrelsen i SAS.
  • 2005: Bestyrelsesformand for Dong Energy
  • 2008: Bestyrelsesformand for SAS
  • 2009: Formand for bestyrelsen for PostNord AB.
  • 2009: Kommandør af Dannebrog.
  • 2010: Kammerherre.

"Staterne og jeg er enige om, at en yderligere forlængelse ikke er hensigtsmæssig," udtaler Fritz Schur.

Både dansk og svensk islæt

Den øverste ledelse i PostNord AB består af formanden for bestyrelsen og den administrerende direktør, og det er ønsket, at en repræsentant fra hvert land skal besidde posterne.

I december meddelte PostNords svenske, administrerende direktør Lars Idermark, at han forlader posten og Fritz Schur mener derfor, at det ligeledes er et oplagt tidspunkt for ham at stoppe.

"Det er min opfattelse, at ansøgningsfelterne er større, hvis begge poster er i spil på samme tid, fordi staterne har den forståelse, at der er en fra hvert land, der skal besidde henholdsvis direktør- og formandsposten," siger Fritz Schur.

Fritz Schur skal inden sin afgang ved generalforsamlingen i PostNord d. 18. april hjælpe med at finde et par nye kandidater til posten som ny administrerende direktør.

For mange kasketter

Fritz Schur er i dag medlem af 20 forskellige bestyrelser. Udover formandsposten i PostNord, er han bl.a. også bestyrelsesformand i de to andre statsejede selskaber Dong og SAS.

I 2012 blev han stærkt kritiseret for at være medlem af for mange bestyrelser.

Kritikken kom især fra Christiansborg, hvor flere politikere ytrede, at Fritz Schur har for mange kasketter på, når han er medlem af så mange bestyrelser.
 

Læs også