NeuroSearch-chef: Aktionærerne får penge med

De går ikke tomhændet hjem, hvis de beslutter sig for at afvikle NeuroSearch, siger direktør.

Foto: NEUROSEARCH

NeuroSearchs aktionærer kommer lige om lidt til at stå over for et valg. Skal biotekfirmaet føres videre, eller skal det afvikles helt? Hvis selskabet sløjfes, får aktionærerne penge tilbage i lommerne, lover adm. direktør René Schneider.

”En afvikling eller en likvidation af Neurosearch vil under alle omstændigheder være solvent. Der vil være et provenu til aktionærerne, men jeg kan ikke give nogen guidance på, hvor stort det provenu vil være,” siger han til MedWatch.

Så aktionærerne kommer ikke til at stå tilbage uden noget i hænderne?

”Nej, det scenarie kan jeg ikke se for mig.”

Stor kassebeholdning

Året for NeuroSearch, der fredag morgen har offentliggjort sit regnskab, endte med et negativt driftsresultat på 290 mio. kroner, hvilket er på niveau med selskabets tidligere offentliggjorte resultatforventninger.

”Vi har en kassebeholdning, der langt overstiger, hvad der er behov for til driften af NeuroSearch. Så er det naturligt at stille spørgsmålet, hvad skal der ske nu?” fortæller direktøren og tilføjer:

”Der er det klart, at en af mulighederne er at foreslå aktionærerne en solvent afvikling af selskabet og udbetaling af kassebeholdningen til aktionærerne. Den anden mulighed er at se, om man kan få en aktivitet ind i selskabet, der meningsfuldt kan drives videre i NeuroSearch-regi. Det er noget, der i sidste ende vil være aktionærernes beslutning.”

Underskud på 15 mio.

Ved årsafslutningen var kassebeholdningen på 81 mio. kr., og selskabet regner med at få 28,7 mio. kr. mere fra Teva efter tilfredsstillende overdragelse af Huntexil-projektet i løbet af første halvår i år. Hvis det beløb som forventet bliver frigivet, forventer NeuroSearch i 2013 et underskud af primær drift på ca. 15 mio. kr. under forudsætning af en "uændret størrelse af organisationen igennem hele 2013".

”Vi er stadigvæk 26 medarbejdere, der arbejder på at føre Huntexil over, så der er selvfølgelig nogle omkostninger forbundet med det,” siger René Schneider.

Usikker på aktiver

Parallelt med overførslen af Huntexil-projektet til Teva evaluerer bestyrelsen og direktionen muligheden for at maksimere værdien af de tilbageværende aktiver. Det gælder kliniske projekter, der ikke er i aktive, ejerandele i associerede selskaber, laboratorie- og kontorudstyr og et skatteaktiv.

Har du mulighed for at give et overslag på værdierne i selskabet?

”Nej, det kan jeg ikke. Det er ikke nogen, der findes et effektivt marked for. Kliniske projekter er meget individuelle i sin natur, og ejerandelene vi har i associerede selskaber er unoterede selskaber.”

Den 20. marts kommer ledelsen med en opdatering på generalforsamlingen om, hvor overvejelserne med hensyn til fremtiden for NeuroSearch står.

 Neurosearch overvejer solvent afvikling 

 Neurosearch opjusterer efter salg 

 Ny topchef i NsGene 

Læs også