Krav: Penge retur til Dankort-brugere

Trods en dom er det ifølge Forbrugerrådet stadig for dyrt at betale med kortet.

Arkivfoto: JP.

Det er for dyrt at betale med dankort i netbutikker.

Sådan lød dommen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i november 2012.

Samtidig gav styrelsen ordre til, at Nets, der er den eneste udbyder af dankortet, skulle sætte priserne ned.

Billigere

For en god uge siden kom Nets så med en ny prismodel.

Af den fremgår det, at prisen er nøjagtigt den samme som før for dankortbetalinger op til 100 kr. og for betalinger over 500 kr.

For betalinger mellem 100 og 500 kr. er det blevet 30 øre billigere at trække kortet igennem, så prisen nu er 1,45 kr.

Stadig dobbelt op

Men det er en for lille prisnedsættelse, mener Forbrugerrådet.

”Prisnedsættelsen virker helt utilstrækkelig," siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Forbrugerrådet.

”Prisen på en dankorttransaktion på mellem 100 og 500 kr. falder fra 1,75 til 1,45 kr. Men omkostningerne ligger på omkring 75 øre, så det er stadig en dobbelt så høj pris som omkostningerne,” siger Kjeldahl.

Hvad med millionerne?

Udover den nye prismodel kritiserer Kjeldahl også, at Nets ikke er blevet påkrævet at betale de penge retur til forbrugerne, som der - ifølge Forbrugerrådet - er blevet opkrævet for meget i løbet af de seneste fem år.

Forbrugerrådet vurderer, at beløbet er i størrelsesordenen 150 - 200 mio. kr.

"Det kan ikke være rigtigt, at man kan misbruge sin dominerende stilling og så få lov til at beholde fortjenesten. Det forstår jeg simpelthen ikke. Så har man da i hvert fald lavet en åben invitation til, at går den, så går den," siger Kjeldahl, som foreslår, at Nets lader det være gratis at betale med dankort på nettet i en måned eller to, og at det så kan gøre det ud for "det beløb, som forbrugerne har betalt for meget."

Nets har appelleret

Hos Nets forstår man ikke kritikken af hverken de gamle eller de nye priser.

Selv om prisen for visse transaktioner er sat ned med 30 øre, så er det ikke med Nets gode vilje.

"Konkurrencestyrelsen har besluttet, at vores priser var for høje, men vi har valgt at appellere afgørelsen" siger Nets pressechef, Søren Winge.

Nets håber dermed at få lov til igen at sætte prisen op.

Og under alle omstændigheder skal forbrugerne ikke se frem til at få penge retur, forklarer Søren Winge.

"Uanset hvad, så mener vi, at det, vi har præsenteret, imødekommer kravet fra Konkurrencestyrelsen," siger han.

Læs også