Pædagoger fik for lidt i løn i fem år

En fortolkningsfejl var årsagen til for små tal på pædagogernes lønsedler.

Omkring 20 pædagoger fik for lidt i løn i Rudersdal Kommune.  Arkivfoto: Mathias Christensen/ Polfoto

Løn-fejl
  • I Rudersdal Kommune har en pædagog, der varetager praktikvejlederopgaven, ret til løntillæg på 10.500 kr. pr. praktikant, men på grund af fejlfortolkning af kommunal aftale, er pengene ikke blevet udbetalt.
  • Fejlen er sket i perioden 2007-2012.

Omkring 20 pædagoger i Rudersdal Kommune har fået udbetalt for lidt i løn i løbet af de seneste fem år, skriver pædagogernes fagforening, BUPL, Nordsjælland, i sit nyhedsbrev.

Pædagogerne kan nu se frem til at få den manglende løn udbetalt, men der kan potentielt være flere, som mangler at få deres penge.

En fejl i fortolkningen af den kommunale forhåndsaftale har betydet, at  flere praktikvejledere ikke har fået udbetalt det rette tillæg for at have praktikanter.

Måske flere pædagoger

BUPL Nordsjælland er i gang med at undersøge sagen, og i øjeblikket har man fundet frem til omkring 20 pædagoger, der ikke har fået den rigtige løn. 

"Det er ikke umuligt, at der vil blive fundet endnu flere pædagoger med løn til gode”, siger Pernille Riis, næstformand hos BUPL Nordsjælland til nyhedsbrevet.

Lønfejlen blev opdaget i forbindelse med et løntjek i en institution, hvor der blev fundet uforklarlige forskelle i praktikvejledernes løn.

45.000 for lidt

BUPL Nordsjælland har orienteret alle tillidsrepræsentanterne i kommunen. Fagforeningen er nemlig sikker på, at der er tale om en udbredt fejl i kommunens udbetaling af løntilæg igennem de sidste 5 år, skriver BUPL i nyhedsbrevet.

Allis Oliversen er institutions-tillidsrepræsentant for et område i Rudersdal Kommune. Hun bekræftede som den første tillidsrepræsentant, at pædagogerne i hendes område har fået udbetalt vidt forskellige tillæg for den samme opgaven. 

"Efter et undersøgelsesarbejde stod det klart, at fem pædagoger fra mit område til sammen har fået cirka 45.000 kr. for lidt i løn”, fortæller Allis Oliversen til nyhedsbrevet.

Læs også