Københavnere vil smage hestekød

Omtalen af kødskandalen har haft en lidt overraskende sideeffekt.

Omtalen af kødskandalen har fået flere danskere til at interessere sig for hestekød. Arkivfoto: Carsten Ingemann

Skandalen om hestekød i lasagnepakker har skabt overskrifter i hele Europa, og den massive omtale har også fået de danske forbrugere til at interessere sig for kødet.

I tre slagterforretninger i København har slagterne ligefrem oplevet en øget efterspørgsel efter hestekød.

Normalt ingen efterspørgsel

"Normalt er der aldrig nogen, der kommer, men nu vil folk gerne smage det,” siger Jacob Bjerre, der er slagter i Friis Slagter på Frederiksberg. Han fortæller, at der i løbet af de sidste to dage har været 10 kunder for at købe hestekød.

Samme oplevelse har Solvej Tjørnelund, administrator hos Slagtermester Bjørn Jahn i Kødbyen i København:

"Det er som om, at folk egentlig har glemt hestekød, men nu bliver mindet om, at det eksisterer og derfor gerne vil prøve at smage det."

Der er dog ingen af de to butikker, der sælger hestekød, så de har begge sendt kunderne videre til andre slagtere i København.

10-12 kg revet væk

Sådan gør du
Slagtermester og indehaver af Slagterriget i Aarhus, Mark Purkær, anbefaler, at lave en grydesteg af hestens bov:
  • Først brasserer man bovstykket, og lader det derefter stå og simre i tre timer sammen med en god slat rødvin og årstidens grøntsager og krydderurter.
  • Hesteboven serveres med en god kartoffelmos evt. lavet med rodfrugter og med en god sovs til.

Kunderne kan meget vel være taget til Slagter Larsen P E på Amager, hvor hestekød er en del af udvalget.

Her har der været mange hesteinteresserede kunder, og langt de fleste af dem kunne fylde indkøbsposen med hest.

"Især i fredags var der stor efterspørgsel. Der fik vi solgt 10-12 kg, der bare blev revet væk. Vi har folk skrevet op på venteliste til hestekød," siger slagtermester Peter Larsen.

Han fortæller, at det især er unge mennesker, der synes, at det er sjovt at smage hestekødet.

Minder om oksekød

Og hestekødet er ifølge slagterne også udmærket kød. Det er mørt, dybrødt og kan være lidt sødt.

"Det minder om en blanding mellem oksekød og vildt," siger Kenneth Guldhammer, slagtermester i Landslagteren Faaborg.

Samtidig har kødet den fordel, at det er billigere end oksekød.

"Førhen - inden min tid i butikken - blandede man det i oksekød for at holde priserne nede. Dengang var det ikke noget at skamme sig over," siger Kenneth Guldhammer fra Landslagteren Faaborg.

En hurtig rundringning til slagtere rundt om i landet viser dog, at efterspørgslen på hestekød indtil videre er et københavnerfænomen. 

Hos de fem slagtere uden for hovedstadsområdet, som Jyllands-Posten har talt med, er interessen meget lille eller ikke eksisterende.

”Der er en meget lille efterspørgsel på 1-2 stykker om året, så det er slet ikke nok til, at det kan betale sig for os at have hestekød i butikken,” siger Bill Hougaard, der er slagter i Slagter Lange i Holstebro.

Hesten er blevet et kæledyr

Flere slagtere fortæller, at man skal 15-20 år tilbage i tiden, for at det var muligt for dem at sælge hestekød.

Dengang opfattede man i højere grad hesten som et brugsdyr end i dag, hvor mange danskere ser hesten som et slags kæledyr.

"I mit område kan jeg ikke sælge hestekød, fordi der er så mange rideskoler," siger Karsten Andersen, slagtermester i Slagtergården i Holbæk. Han henviser til, at mange i dag er for tæt knyttede til hesten og derfor ikke har lyst til at spise deres kød.

Samme indtryk har Jan Rasmussen fra Guldberg Slagter på Østerbro: "At spise hest ville svare til at slagte børnehavens kaniner og servere dem for børnene bagefter."

Kunne du tænke dig at smage hestekød? Deltag i debatten.

BRANCHENYT
Læs også