SAS: Vi forventer ikke flere strejker

Efter fredagens arbejdsnedlæggelse er flytrafikken nu normal igen.

Efter fredagens strejke har kabinepersonalet genoptaget arbejdet. Foto: Finn Frandsen

Fredag eftermiddag nedlagde kabinepersonalet i flyselskabet SAS arbejdet og fik til et fire timer langt fagligt møde. Strejken betød, at det skandinaviske flyselskab måtte aflyse fem afgange, og at flere afgange blev forsinket.

I SAS forventer man, at arbejdsnedlæggelsen var en enlig svale.

"Trafikken er nu normal igen, og alt kører som det skal. Vi forventer ikke, at der kommer flere strejker," siger Pernille Andersen, der er kommunikationskonsulent hos SAS.

Ingen kommentarer

Ifølge DR Nyheder har de ansatte nedlagt arbejdet, fordi SAS i november gennemførte en spareplan, så de kabineansatte fik lavere løn og længere arbejdstid. Dette kan man dog hverken be- eller afkræfte i SAS.

"Det har vi ikke nogen kommentarer til," siger Pernille Andersen.

Jyllands-Posten har forsøgt at få en kommentar til arbejdsnedlæggelsen fra CAU, der er kabinepersonalets fagforening.

Formanden for kabinepersonalet, Helge Thuesen, har tidligere udtalt følgende til Ritzau:

"Vagtplanerne fra marts er lige kommet med lange, lange arbejdsdage. Folk er virkelig frustrerede og vrede. Det er ren produktivitet. Der er ikke noget humanisme i det her mere," siger han.

BRANCHENYT
Læs også