Skat sætter fradragsfuskere i karantæne

Så "kreative" er danskere med deres selvangivelser.

Skattemyndighedernes nye karantænesystem har ifølge Politiken onsdag på kort tid udviklet sig til et effektivt våben mod borgere, der enten snyder med deres skattefradrag eller ikke forstår at bruge systemet korrekt.

Siden ordningen blev sat i gang i efteråret 2010, har Skat i en forsøgsperiode blokeret for omkring 5.000 danskeres adgang til det digitale tast-selv-system i en toårig karantæneperiode.

Nu skal karantænen bruges i større skala og på de områder, hvor skattemyndighederne erfaringsmæssigt finder de værste fradragsfuskere:

»Vi har opdaget, at det er et utrolig effektivt system, der giver os en mulighed for at lukke fordøren for misbrug eller utilsigtet brug af vores løsninger. For når først vi har lukket den enkelte borgers adgang til det digitale tast-selv-system, er det slut med at sidde hjemme ved computeren og skrive uretmæssige fradrag ind i felterne«, siger Richard Hanlov, underdirektør i Skat, til Politiken.

Sådan fuskes der med fradrag

Ifølge Richard Hanlov er der skatteborgere, der giver sig selv fradrag for hustrubidrag og børnebidrag uden nogensinde at have betalt disse ydelser. På den måde får nogle udbetalt en overskydende skat, som de slet ikke har krav på. Fidusen er omtrent den samme, når nogle udlændinge skriver enorme fradrag ind i deres selvangivelser, mens de arbejder i Danmark - hvorefter de tager til hjemlandet og beholder den udbetalte overskydende skat, skriver Politiken.

De kreative fradrag bliver især skrevet ind i selvangivelsens løse felter 'Øvrige lønmodtagerudgifter' og 'Rejseudgifter', som borgeren selv kan sidde derhjemme og udfylde på computeren.

I 2011 har 58.000 lønmodtagere selvangivet beløb i disse felter. På de to specifikke felter er der indtil nu kontrolleret 1.000 årsopgørelser og fundet fejl i 400 af dem.

Læs også